Andreas Munk

SÅ ER CENSURDEMOKRATERNE PÅ SPIL IGEN Som en, der har prøvet at få en gedigen tur i den politiske vridemaskine under Covid, ved jeg, hvilket pres Peter Ernstved er under i de her dage, efter han skrev en kronik om forhandlingerne i Ukraine. Man kan mene, hvad man vil om Ernstveds leder (jeg er uenig i den), men sidst jeg orienterede mig, var vi et frit land, hvor man ikke blev udsat for offentligt pres fra ministre, hvis man anlagde et synspunkt, som ikke flugter med den officielle danske holdning. Det var nøjagtigt det samme, jeg blev udsat for under Covid. Da jeg afslørede, at registerkørsler ledte til dobbelt-counting af indlæggelser med Covid, og da jeg med de første studier fra blandt andet Gibraltar kunne afdække, at vaccinen IKKE forhindrede smittespredning, så trådte Socialdemokraterne til (både herhjemme og i flere af vores nabolande) og krævede min afgang hos Nordea. Jeg er mildest talt rystet over, at det efterhånden er ved at være en præcedens, at man skal presses ud helt oppe fra allerøverste hold af ministre, hvis man siger noget, som ikke passer ind i partilinjen. Og de her offentlige pressioner kommer vel at mærke fra et parti, som (u)bevidst har slettet evidens fra Covid-tiden, har nægtet at forholde sig til, om man lavede fejl, og så videre. En ekstrem magtfuldkommenhed, som nu igen går ud over Peter Ernstved. Det er faktisk decideret udansk, hvis jeg skal sige det lige ud, i de her tider, hvor danskhed debatteres. Hvor ville jeg dog have LANGT mere respekt for politikere, som værnede om det frie ord, som kunne erkende fejl, og som kunne udvise transparens, når tingene ikke er gået efter planen. Intet af det kan man sige om Socialkammeraterne, som er på slisken til at opføre sig mere og mere og mere autoritært. Alt sammen på Mette Frederiksens vagt. Vi trænger til en ny statsminister. Ganske enkelt.