Japan just signed a 10-year deal to bring in Bangladeshi workers. Higher projections estimate upwards of 100,000 Bangladeshi workers per year. Prime Minister Takaichi, what are you doing?

Højdepunkter fra lanceringen #dkpol

Ganske få unge tegner sig for usædvanlig meget alvorlig kriminalitet i landets fire største byer. Det viser en kortlægning af ungdomskriminalitet, som Berlingske har fået lavet. Fagfolk advarer om en forråelse blandt de helt unge i Danmark. berlingske.dk/indland/de-24-…

SINDELAGSPOLITI Det kan godt være, at @MadsStrange_ lyder som et ekko af Erasmus Montanus, når han erklærer, at @Henriksen_M_ skam slet ikke er dansk. Men som i Holbergs komedie må vi lære noget af hans logiske kortslutning, skriver jeg: weekendavisen.dk/samfund/sin… #dkpol

HVAD ER EGENTLIG PLANEN? Når Europas ledere ikke kan forklare, hvad succeskriteriet er for Ukraine, hvordan det skal opnås, og hvilke konsekvenser det får, skal de heller ikke undre sig over, at befolkningernes opbakning mindskes. Historien fortæller os, at selv krige har en udløbsdato. At påstå andet er historieløst. Så kære Mette Frederiksen og Europas regeringsledere: HVAD ER EGENTLIG PLANEN? For det er ikke længere nok blot at gentageparolen om, at Ukraine skal vinde. Fortæl, hvad en sejr konkret betyder. Fortæl, hvordan den skal opnås. Og fortæl os, hvordan I vil arbejde for en varig fred. Og lad mig lige starte med at afmontere de klassiske stråmænd: - At stille spørgsmål til Europas lederes strategi er ikke at være Putinist. - At stille spørgsmål til, hvilken fred der kan opnås, er ikke at retfærdiggøre Putins invasion af Ukraine. Bare så vi ikke behøver bruge tid på det. Hvis du læser dette opslag og ikke magter en seriøs og saglig debat, så scroll bare videre. Det er pinligt at se mange folk gribe til skældsord og primitive personangreb, fordi danske borgere og folkevalgte stiller fuldt ud legitime spørgsmål til en krig, der nu har varet i næsten fem år. I dag har Finlands præsident og Norges statsminister talt med Putin. Straks var Mette Frederiksen ude med kritik af deres initiativ. Flere europæiske lande diskuterer samtidig, hvor længe og i hvilket omfang de kan fortsætte den massive støtte til Ukraine. Så inden du skriver løs, så spørg dig selv: Er lederne af disse lande også Putinister i din optik? Norge og Finland! Trump har heller ikke formået at afslutte krigen, som han ellers lovede under sin valgkamp. Og imens fortsætter mennesker med at dø. Vi hører konstant Mette Frederiksen gentage, at Ukraine skal vinde. Men hvad betyder det egentlig? Skal Ukraine generobre alt territorium, inklusive Krim, og dermed genoprette grænserne fra før 2014? Skal frontlinjerne tilbage til februar 2022? Eller kan man forestille sig en forhandlet fred med fastlåste fronter og sikkerhedsgarantier? Det er tre vidt forskellige scenarier. Og svaret er jo vigtigt. Og hvis målet er at generobre alle besatte områder, hvordan skal det så konkret ske? For Europa har jo ikke bidraget med nok til at det vil ske i 5 år. Så hvor mange år skal krigen fortsætte? Hvor mange milliarder skal der bruges? Og hvor mange flere mennesker skal dø? Er de europæiske lande villige til at levere de nødvendige penge, våben og måske endda soldater for at nå målet? Og er Europas befolkninger villige til at bakke op om det? Vi står samtidig i den paradoksale situation, at EU i september var verdens tredjestørste aftager af russiske fossile brændsler. Alene den måned købte EU for omkring 12,7 milliarder danske kroner. Også selvom vi gerne her i Europa vil klandre andre for at købe i Rusland. Vi hjælper altså Ukraine økonomisk og militært, mens europæiske energikøb samtidig bidrager med milliarder til den russiske økonomi. Og så er der ukrainerne selv. En Gallup-undersøgelse fra 2026 viser, at 66 procent af de adspurgte ukrainere ønsker en forhandlet afslutning på krigen hurtigst muligt. Kun 24 procent ønsker at fortsætte kampen frem til sejr. Helt andre tal end i krigens start. Det er naturligvis ikke det samme, som at de ønsker at overgive sig eller acceptere Putins betingelser. Men det fortæller os noget om krigstrætheden i et land, hvor familier har mistet deres sønner, og hvor mennesker fortsat bliver sendt til fronten. Det bør Europas ledere tage alvorligt. Også selvom vi har bidraget med meget. Det er ikke vores nations sønner og fædre, der dør i store tal. Og vi ser også udviklingen i Danmark. Her er nogle af tallene: En Norstat måling for Børsen viste, at opbakningen til at støtte Ukraines generobring af de besatte områder faldt fra 47 til 34 procent på blot ét år. Samtidig viser TrygFondens måling fra 2026, at andelen af danskere, der er helt enige i fortsat europæisk militærstøtte, er faldet fra 49 til 41 procent siden efteråret 2025. Tallene viser, at opbakningen til bestemte dele af strategien er blevet svagere. fx en fuld tilbage erobring af besatte områder. Krig og invasion er ikke retfærdig. Det lyder banalt, men det er nødvendigt at sige. For hvis endemålet alene er fuld retfærdighed, så frygter jeg, at vi fortsætter i en blindgyde. Måske er det på tide at bringe andre begreber ind i debatten. Begreber som brugbart og acceptabelt. Ikke fordi Rusland skal belønnes for sin invasion. Ikke fordi Ukraine skal tvinges til at acceptere en bestemt fred. Men fordi en fredsløsning også skal vurderes på, om den kan gennemføres, accepteres af Ukraine og sikre, at krigen ikke blot bryder ud igen om få år. Man kan godt diskutere, hvad der er muligt, uden dermed at retfærdiggøre det, der er sket. Og man kan godt ønske fred uden at være på Putins side. Lars Boje Mathiesen Formand for Borgernes Parti #dkpol #dkmedier

Muhamed Abdi Kahn sviner mine danske brødre og søstre. Vi danskere skal stå sammen, lave en plan og bekæmpe ham. Vi skal stoppe ham, og det skal vi gøre på den hårde og smertefulde måde.