Jeg er en partipolitisk uafhængig bekymret borger, der kun repræsenterer mig selv. Kontakt: [email protected]
Joined June 2016
- Tweets5.2K
- Following334
- Followers5.8K
- Likes28.1K
Pinned Tweet
DET LYDER MÅSKE POMPØST, MEN JEG VIL HELLERE DØ STÅENDE END LEVE PÅ KNÆ
Sådan sagde manden på billedet, som på trods af sin splejsede og nørdede fremtoning for mig står som legemliggørelsen af begrebet mandsmod i Europa i det 21. århundrede. 🧵 1/10 #dkpol #dkmedier #CharlieHebdo
Der blev vist Muhammedtegninger på Louisiana i går.
Det skete under et arrangement af Radio Rackham med overskriften "Comics - past, present, future".
Westergaards ikoniske tegning behøver ingen introduktion. På billedet til højre vises den af kunsthistoriker og forskningschef på Glyptoteket Matthias Wivel i samtale med tegneren Art Spiegelman.
På billedet til venstre sidder Charlie Hebdos tegner Corinne Rey, også kendt som Coco, i samtale med journalist Karin Mørch. På skærmen kan man se en tegning, Coco har lavet, der var med til at nedkalde jihadistisk vrede over hendes arbejdsplads.
Om tegningen har Jyllands-Posten skrevet:
"Det forestiller en mand på knæ med en stor numse, som stikker op i vejret. Hun tegner en stjerne lige i midten af ballerne. »Muhammed, en stjerne er født,« skriver hun over den lille tegning. [Hun] fortæller, at hun lavede den i 2012 i forbindelse med en omdiskuteret islamkritisk film i USA [The Innocence of Muslims], som skabte stor debat i medierne, og som medførte flere voldelige protester i flere muslimske lande. Ligesom Muhammed-tegningerne. Hendes tegning blev også et stort samtalepunkt i de franske medier.
»Dengang var jeg stadig ret ung, og det var min første rigtige tegning, som skabte stor polemik. Det er ikke, fordi jeg fortryder den tegning, men dengang gjorde det mig lidt bange. Det var ikke det, at jeg havde lavet tegningen, men at opleve så mange voldsomme reaktioner på den, der chokerede mig,« fortæller hun."
Da to bevæbnede muslimer i 2015 opsøgte Charlie Hebdo, var det Coco, der blev truet til at indtaste dørkoden og give gerningsmændene adgang til redaktionslokalerne, hvorefter massakren udspillede sig foran hende.
I 2020 viste den franske skolelærer Samuel Paty bl.a. Cocos tegning i sin undervisning om ytringsfrihed. Ti dage senere blev et foto af hans afhuggede hoved delt på Twitter sammen med en tekst, der forklarede, at han skulle dø, fordi han havde vovet at fornærme profeten Muhammed.
Alligevel sidder @cocoboer dér på scenen med sin tegning bag sig i stort format. Sikke en kvinde.
Eva Gregersen retweeted
DOBBELT BOGHOLDERI
Fredagens opslag om Anna Libaks misforståede bagatellisering af Abud Mustafas og ligesindedes homofobi er endt som et indlæg i Weekendavisen.
Nyt er en tilføjelse om, at man ikke skal lade sig imponere af, at Mustafa siden har bedyret, at han ikke *personligt * vil slå homoseksuelle ihjel. Det vi altid skal lytte efter, er, hvornår - om nogensinde - han siger, at han ikke længere går ind for et islamisk idealsamfund, hvor homoseksuelle bliver slået ihjel. Eller frafaldne for den sags skyld.
[Uddrag 👇Links i 🧵]
***
"Og det er netop det, forargelsen – med rette – handler om: at Abud på den ene side står og siger, at han »ikke personligt har et problem med mennesker, der er homoseksuelle«, og samtidig bedyrer, at han personligt er troende muslim, og at hans idealsamfund derfor er et, hvor Koranens og hadithernes ord er lov, og homoer derfor skal slås ihjel.
Men man kan ikke mene de to ting samtidig. Heller ikke selvom Abud efterfølgende har præciseret, at han ikke personligt ønsker homoseksuelle slået ihjel. For i sin »tilbagetrækning« har han omhyggeligt ikke ændret i, hvad hans islamiske idealsamfund kræver.
De to ting er derfor stadig selvmodsigende.
Men altså ikke ifølge Libak. Ifølge hende kan vi roligt stoppe vores »inkvisition« og »indgreb i religionsfriheden«. For det at være troende betyder i hendes verden i virkeligheden, at man slet ikke for alvor personligt tror på det, man går og bedyrer, at man personligt tror på.
For Libak viser dette omhyggelige dobbelte bogholderi vejen for vellykket integration. For de fleste af os andre ligner det mere de lave forventningers racisme."
For to år siden var professor Sten Schaumburg-Müller med til at understøtte Lene Kühle og Manni Crone i deres delegitimering af bogen »Broderismen«. Nu trækker han sin vurdering tilbage:
"Da to danske forskere rettede alvorlig kritik mod den franske bog »Broderismen« om islamisk infiltration, blev de i første omgang bakket op af professor i medieret Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet (SDU).
Nu fortæller professoren, der selv sidder i SDUs praksisudvalg, som bedømmer videnskabelig praksis, dog, at han har ændret vurdering.
Efter at være blevet gjort opmærksom på yderligere kontekst af ph.d. og tidligere lektor ved Aarhus Universitet Tina Magaard er han ikke længere overbevist om, at den franske forfatter har udvist »tvivlsom forskningspraksis«.
»Når jeg nu har sat mig lidt bedre ind i fakta, vil jeg sige, at eksemplerne ikke peger i retning af tvivlsom forskningspraksis,« siger @StenSchM i dag.
(...)
Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Lene Kühle og Manni Crone. @KuhleLene har svaret, at hun ikke har mulighed for at udtale sig, mens @mannicrone ikke er vendt tilbage inden deadline."
Eva Gregersen retweeted
Anna Bjerre sidder i Folketinget for Alternativet. Hun er queer.
I B.T.’s podcast “Borgerlig Tabloid” bliver hun spurgt, om hun vil give dansk statsborgerskab til en ansøger, der mener, at hun i hans idealsamfund skal slås ihjel. Ja, svarer hun. Hun vil ikke “smide nogen ud på baggrund af sindelagskontrol”.
Spørgsmålet er langt fra teoretisk. I programmet Højskolen mødte Anna en “konservativ muslim”, der senere har sagt, at der i et islamisk idealsamfund er dødsstraf for homoseksualitet. Anna kalder det “100 procent et problem”, hvis flere med de holdninger kommer hertil. Alligevel stemmer hun for: “Ja, og så må vi tage de problemer, der eventuelt kommer.”
Jeg tror oprigtigt på, at det gør ondt på hende. Hun sidder fast mellem sin egen tryghed og et princip, hun ikke vil slippe. Men princippet holder ikke. Dansk statsborgerskab er ikke noget, nogen har “ret” til. Det er et privilegium, og det er Folketinget - Anna selv inklusive - der suverænt afgør, om en ansøger er værdig til det.
Ingen, hvis idealsamfund har dødsstraf for homoseksualitet, er værdig til at blive medborger i Danmark.
Ingen.
Statsborgerskab giver også ret til at være med til at bestemme, hvordan fremtidens Danmark skal se ud for vores børn. Og det kan ikke tages tilbage, hvis integrationen slår fejl, hvad den alt, alt for ofte har gjort. Derfor skal statsborgerskab gives, når integrationen er lykkedes - ikke for at få den til at lykkes.
Frie samfund opstår ikke af sig selv. De skal forsvares af mennesker, der vil dem. Derfor stemmer Liberal Alliance ikke for flere statsborgerskaber, før en ordentlig screening er på plads. Blandt de 2.055, som regeringen vil give statsborgerskab, har vi selv fundet en ansøger, der gentagne gange har hyldet Hamas og terrorlederne Yahya Sinwar og Ismail Haniyeh. Hvor mange flere er der? Ingen aner det, og Socialdemokraterne nægter at undersøge det.
Anna skal kunne leve frit og trygt i Danmark. Det sikrer man ikke ved at give stemmeret til folk, der drømmer om et samfund, hvor hun ikke må elske, hvem hun vil - eller slet ikke må leve.
Eva Gregersen retweeted
Samtale fremmer forståelsen, og det er ikke til fordel for Danmarks praktiserende muslimer.
I hvert fald ikke, når samtalen foregår offentligt og med en modpart, der er kritisk nysgerrig. Jo mere praktiserende muslimer indlader sig på ægte dialog, des mere får majoritetsbefolkningen øjnene op for deres teokratiske tankegods.
Derfor hersker der en udbredt strategisk tavshed.
I denne uge så vi, hvad der sker, når den strategiske tavshed bliver brudt af en praktiserende muslim af den slags, der bliver inviteret i Aftenshowet og Højskolen.
Nu hvor Abud Mustafa har erfaret, hvor stærk en fordømmelse hans holdninger udløser fra majoritetsbefolkningen - samt hvor upopulær han bliver hos sine trosfæller, når han taler ærligt for åben mikrofon - er han begyndt at trække i land.
Ikke mindst derfor deler jeg nedenfor en udskrift af hele @JoachimBOlsen interview med ham i Borgerlig Tabloid, så vi har sort på hvidt, hvad der blev sagt.
Det er Abud Mustafas tilgang til homoseksualitet, der har trukket overskrifter, men det er værd at bemærke, at han giver udtryk for samme tilgang til frafald. Det vil sige, at han accepterer, at både homoseksuelle og frafaldne kan straffes med døden i islam.
Det er også værd at bemærke, at Abud Mustafa taler om islamisk styre i Danmark som en mulig fremtidig realitet. Det mener han imidlertid ikke, at vi skal bekymre os om nu.
Jo. Det er lige præcis det, vi skal.
Eva Gregersen retweeted
Bør man kunne få statsborgerskab, hvis man går ind for dødsstraf for at krænke profeten Muhammed?
Det mener jeg ikke - modsat @Enhedslisten @pederhvelplund.
Det blev jeg interviewet om i @radio4dk Morgen i fredags. Link til fuld udsendelse nedenfor. Her et uddrag:
Samtale fremmer forståelsen, og det er ikke til fordel for Danmarks praktiserende muslimer.
I hvert fald ikke, når samtalen foregår offentligt og med en modpart, der er kritisk nysgerrig. Jo mere praktiserende muslimer indlader sig på ægte dialog, des mere får majoritetsbefolkningen øjnene op for deres teokratiske tankegods.
Derfor hersker der en udbredt strategisk tavshed.
I denne uge så vi, hvad der sker, når den strategiske tavshed bliver brudt af en praktiserende muslim af den slags, der bliver inviteret i Aftenshowet og Højskolen.
Nu hvor Abud Mustafa har erfaret, hvor stærk en fordømmelse hans holdninger udløser fra majoritetsbefolkningen - samt hvor upopulær han bliver hos sine trosfæller, når han taler ærligt for åben mikrofon - er han begyndt at trække i land.
Ikke mindst derfor deler jeg nedenfor en udskrift af hele @JoachimBOlsen interview med ham i Borgerlig Tabloid, så vi har sort på hvidt, hvad der blev sagt.
Det er Abud Mustafas tilgang til homoseksualitet, der har trukket overskrifter, men det er værd at bemærke, at han giver udtryk for samme tilgang til frafald. Det vil sige, at han accepterer, at både homoseksuelle og frafaldne kan straffes med døden i islam.
Det er også værd at bemærke, at Abud Mustafa taler om islamisk styre i Danmark som en mulig fremtidig realitet. Det mener han imidlertid ikke, at vi skal bekymre os om nu.
Jo. Det er lige præcis det, vi skal.
Udskrift (del 2)
Abud: To, måske flere ting. Den første er, at jeg synes, det giver meget mere mening, at du stiller mig de her spørgsmål og bliver ved med at insistere på at få svar på dem, fordi det giver mening for mig. Du har noget oprigtigt bagfra – altså noget bagland – du faktisk er nysgerrig på at høre mine holdninger til, fordi vi sidder sammen.
JBO: Jeg er meget nysgerrig på det.
Abud: Der synes jeg bare, at der er en forskel på, at du tager det op som et emne og vil have svar på det, og at man smider det som et værktøj i forbindelse med en debat for at kriminalisere eller for ligesom at begå karaktermord eller at få modstanderen til nærmest at dræbe sig selv i den offentlige debat. Det andet er, at jeg godt kan forstå, at majoritetssamfundet ... Hvis de fleste tænker som dig, eller bare en lille del tænker sådan – det er jo lidt lige meget faktisk – at man så er kritisk over for – at jamen, så skal vi ikke have flere – præcis i forhold til den måde, du lige forklarede det på. Men jeg synes stadig, der er en forskel på at snakke om at få flere herind og på dem, der er her og er født her, og ligesom anser sig selv på en måde som dansk, selvom det ikke er etniciteten. Det var også det, jeg prøvede at skelne imellem. Jeg synes, det var rigtig ærgerligt, at man ikke kunne finde ud af det. Jeg synes, vi skal skelne mellem indvandrere, efterkommere og hvad vi potentielt kan få ind som indvandrere om et år eller to. Så kan jeg godt se ...
JBO: Du kan godt forstå –
Abud: Ja, det kan jeg sagtens forstå.
JBO: Okay.
[Skiller]
JBO: En ting, som du sagde i programmet, og som jeg også synes var en lille smule sigende – det var i hvert fald noget, jeg blev meget nysgerrig på, om man så må sige. Du siger på et tidspunkt i forhold til homoseksualitet: »Hvis du spørger islamisk, så er det syndigt. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg skal ikke stå til ansvar for, hvad islam mener er rigtigt og forkert.« Det er jo, som om du siger: »Jeg har ikke noget valg, fordi det er sådan, islam er indrettet.« Men der siger du jo så, at du er viljeløs: Hvis islam siger det, så må det bare være sådan. Men du har jo en vilje. Du har også en fri vilje. Du kan også godt sige: »Der er ting i islam, som jeg finder helt uforenelige med at være i Danmark, og som jeg simpelthen er direkte uenig i.« Så kan der være andre ting, du synes er gode, men der er også ting, der er så problematiske, at dem må du selv tage afstand fra.
Abud: Nu siger du forskellige ting. En ting er at tage afstand. Det er jo én ting. En anden ting er at sige, at det måske nok ikke er – at det er uforeneligt med Danmark. Der kan jeg godt gå med rigtig meget. En tredje er at sige, at jeg er viljeløs. Jeg er lidt ked af, at klippet kom ud sådan, hvor det virker, som om jeg gemmer mig bag islam og ikke abonnerer på det.
JBO: Okay, fair! For sådan virkede det.
Abud: Det gør jeg selvfølgelig. Og det er lige præcis det indtryk, jeg ikke vil give. Man er nødt til at være ærlig, og jeg skal ikke gemme mig bag noget som helst. Selvfølgelig går jeg ind for islam og de absolutte, du ved, moralske, ligesom ... Hvad kan man sige? Ej, okay, jeg har glemt ordet for det. Men –
JBO: Dogmer.
Abud: Jaeh. Det, der var analogien der faktisk, som ikke kom med – nu prøver jeg at gøre det kort.
JBO: Det behøver du ikke. Der er masser af tid.
Abud: Det er fordi – problemet med – og det er det, jeg prøvede at sige til Anna: Det her med, at der er nogle muslimer, der ligesom anskuer det her helt forkert. Nu siger du, at der er nogle, der skriver til dig og alt muligt. Det forstår jeg ikke. Fordi jeg forstår ikke, hvorfor man har et problem med homoseksuelle i Danmark. Det er en helt anden ting i deres egne lande. Det blander jeg mig simpelthen ikke i. Men i Danmark kan jeg ikke forstå det. Analogien var jo sådan her: I islam er der forskellige synder. Den absolut ultimative er, at man benægter Guds eksistens eller sætter flere guder sammen. Hvis det er det slemmeste, skulle jeg så ikke gå rundt og pege på alle i ...? Så skulle jeg bruge hele min tid på at gå rundt og sige: »Føj, føj, føj.« Så du ved, og så lige meget hvor – homoseksualitet, bandekriminelle, også mig selv. Jeg er jo også – det var det, jeg prøvede at sige, og det blev klippet lidt forkert sammen: Jamen, jeg er jo også syndig på mange punkter og har været det. Nogle gange er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet bliver tilgivet og kommer i paradis, fordi jeg har været bandemedlem. Så det var ikke, fordi jeg prøvede at sige: »Du er syndig, og det er jeg ikke.« Det var slet ikke sådan ment. Det, der var ment, var: Jeg kan ikke forstå, at folk er så optaget af at gå rundt og chikanere homoseksuelle i Danmark. Hvis du har så stort et problem med, at folk lever uislamisk, så skal du have et problem med alle ikke-muslimer. Og der bliver jeg nødt til at sige: Hvis du har så stort et problem med ikke-muslimer, kan jeg godt forstå, at man siger: »Så rejs hjem. Så lad være med at være her.«
JBO: Men så lad os tage den, Abud. Som du siger, er den største synd i islam – det er jo sådan set ikke at være troende. Ikke at tro på, at islam er sandheden. Der er jo også dødsstraf i islam for at vende islam ryggen. Og så siger du, at der er mange danskere, som slet ikke er troende, og at det faktisk er den største synd.
Abud: Ja, hvis man skulle se det fra den analogi. Men igen: Det var jo bare for at fortælle Anna, at jeg ikke har noget problem med hende som menneske. Det er jo ikke, fordi jeg kigger ned på hende, tværtimod. Jeg synes, det er ærgerligt, at det ikke kommer med. Det var jo heller ikke på kamera, men jeg bankede jo på ... Jeg synes, Anna blev revet og flået i, fordi det virkede, som om især dem, der var lidt højreorienterede, prøvede at få Anna til at forstå, hvor slemt det er, at hun forsvarer muslimernes ret til at være muslimer i Danmark.
JBO: Det virkede, som om hun i hvert fald i klippet bliver en lille smule ... Mit indtryk var, at hun faktisk havde lyst til på en eller anden måde at forsvare dig. Hun var ikke så aggressiv over for dig. Men da I får den samtale om homoseksualitet, er det, som om der går noget op for hende. Hun siger jo: »Jeg er homoseksuel.«
Abud: Ja, det er jo, fordi hun er sådan ... Nej, det tror jeg ikke, jeg forstod?
JBO: På mig virker det, som om hun bliver ... Jeg ved ikke, om ordet er chokeret eller lidt overrasket over det, du siger om homoseksualitet, fordi det rammer hende personligt. Det er mit indtryk, at det er lidt en øjenåbner for hende.
Abud: Det kan godt være. Men det kan også godt være, det var, fordi hun misforstod mig. Det var også derfor, jeg afsluttede med: »Jeg tror, du har misforstået mig.« Det var en dum analogi at prøve at komme med der, og det er, fordi jeg var ...
JBO: Men du har egentlig også svaret på det med et drømmesamfund. I forhold til for eksempel muslimer, der forlader islam – det sker jo i Danmark – der er også nogle, der konverterer til kristendommen. Det accepterer islam jo ikke. Hvad synes du om det?
Abud: Men jeg bliver simpelthen nødt til at prøve at spørge her.
JBO: Ja, endelig.
Abud: Anna, hun ... Ja, det er rigtigt. Det er jo ikke mig, hun forsvarede, synes jeg. Tværtimod ...
JBO: Men hvis vi holder os til det med at forlade islam.
Abud: Jamen nej det med Anna i programmet, det var: Jeg synes, Anna var rigtig god til at holde fast i det her med, at man godt kan være uenig, uden at man nødvendigvis skal sige, at det er rigtigt, hvad du er ... Altså at synes om mine holdninger eller at hun skal synes om andres holdninger, så længe det ikke bliver udført på en ulovlig måde. Og det er det, jeg vil holde fast i. Du kan også grave flere ting op fra islam, men hvad har det egentlig med danskhed og integration at gøre? Fordi nu er jeg jo blevet enig med dig i ... Eller ikke enig, men jeg kan godt forstå, at man er kritisk. Nogle er faktisk bange. Jeg kan godt forstå det, ærligt. Jeg kan godt forstå det. Hvis du spørger mig ... Jeg betragter også mig selv lidt som borgerlig. Jeg er jo også indvandrerkritisk.
JBO: Okay.
Abud: Jeg synes ikke, vi bare skal hive alle mulige folk fra andre lande til Danmark og ødelægge vores velfærdssamfund og sådan noget der. Men igen, du ved, alt med måde. Det betyder ikke, at jeg skal sige nonstop, eller at en gruppe er bedre end den anden. Jeg kan godt forstå det menneskelige bag, at man er nervøs, og at man gerne vil holde fast i sit samfund og ikke vil have, at der er for mange, der ser anderledes ud, eller at der bliver snakket for mange sprog. Jeg synes på nogle måder, at Danmark heldigvis ikke er så slemt, som det kan være i andre lande, hvor ...
JBO: Synes du, det er gået galt i andre lande – i Frankrig, England, Tyskland?
Abud: Jeg ved det ikke, men jeg hører, at nogle steder er det sådan, at du kan tage ind i store bydele, hvor de nærmest kun taler ét sprog eller sådan noget der. Det kan jeg godt forstå, at man gerne vil undgå i Danmark. Det er jo ærligt, og det er også fair nok at sige: Det skal vi undgå, og det skal vi arbejde os imod.
JBO: Men når du ser på det overordnet, synes du så – når du selv siger, at du er indvandrerkritisk – synes du så, at der er kommet for mange fra Mellemøsten til Europa, når du ser det, der for eksempel foregår i Frankrig i de her dage?
Abud: Jeg må være ærlig: Jeg ved ikke, hvad der sker helt konkret i Frankrig. Jeg ved, der sker nogle ting – jeg har set noget af det –
JBO: Du har set billederne af demonstrationerne, gaderne, der bliver smadret, kulturarv, der bliver brændt ned, folk, der bliver overfaldet, politibetjente, der bliver masseoverfaldet af folk og sådan noget.
Abud: Ja, det er helt forfærdeligt.
JBO: Ja, og det er det, der får mig til at tænke: Jeg synes faktisk, det er meget svært at finde eksempler på lande, som ikke er islamiske, og som har fået en meget stor tilstrømning af folk med muslimsk baggrund, hvor det ikke er gået galt. Jeg kunne nævne: Libanon var engang et kristent land, fik en meget stor muslimsk indvandring. Det land er på mange måder gået i stykker og er blevet en fejlslagen stat, hvor man har Hizbollah som en stat i staten. Indien har store problemer med deres muslimske mindretal. Og så er der Europa: Frankrig, det vi ser i de her dage, England, Tyskland. Alle steder fører det til konfrontationer og ballade og problemer. Store, store problemer. For mig er det så befriende ærligt, når du siger: »Jeg er konservativ muslim, og der er ikke noget i islam, jeg vil tage afstand fra.« Og så må jeg jo bare sige, at det er meget svært at forene de her ting, uden at det fører til konflikt.
Abud: Det er muligt, og det er fair nok, at du har den holdning. Men det kommer også an på, hvor meget man graver ned i tingene, før man får konflikten. Så du ved ...
JBO: Men konflikterne er der jo. De er der. Det er jo ikke hypotetisk. Dem kan vi jo konstatere. Vi kan også konstatere dem i Danmark. Hele det her program er jo også et lille billede på, at der er nogle konflikter. Men så er der alle de andre ting ...
Abud: Men hvem var det, der startede de konflikter, Morten – øhh Joachim? Altså i det program. Ærligt.
JBO: Nu taler jeg sådan mere overordnet. Der konstaterer vi bare, at der er de her konflikter. Og jeg kan godt svare på dit spørgsmål. Nu stillede du mig et spørgsmål, og så skal jeg svare på det. Jeg synes, I startede dem.
Abud: Synes du det? Hvordan?
JBO: Fordi at ... For eksempel det her med, at du går, når der bliver drukket alkohol. Det er jo ikke dig, der bliver udelukket af fællesskabet. Det er dig, der udelukker dig selv fra fællesskabet.
Abud: Jeg trækker mig. I 20 minutter.
JBO: Trækker dig eller udelukker dig ...
Abud: Det er, hvad for et begreb man bruger. Jeg udelukkede mig ikke. Jeg kunne sagtens have valgt at blive, men jeg valgte at rejse mig op. Og det er jo noget –
JBO: Men hvis man ikke bliver i et fællesskab, så lukker man sig vel selv ude af fællesskabet.
Abud: Det er en lille del af det fællesskab. Du vil jo også godt kunne finde etniske danskere, som ikke er muslimer, og muslimer og hinduer, som ikke deltager i drukfester på gymnasier, fordi de tænker: »Jeg vil ikke banke min hjerne i druk, og holde mig til skole.«
JBO: Men det er jo en lidt anden situation, for det er jo ikke en drukfest. Det er jo et helt almindeligt måltid, hvor jeg tror, mange danskere tænker: Hvorfor kan du ikke bare blive siddende, fordi der er nogle, der vælger at drikke vin?
Abud: Og det er jeg med på. Og ærligt. Min kone er jo konvertit, så det er jo også noget, der fylder i vores familie, men vi har det godt sammen, og det er det, jeg vil sætte fokus på. Jeg vil ikke lyve og sige, at alt er godt og lyserøde skyer. Selvfølgelig er det nogle gange rigtig hårdt for os, men vi finder ud af det.
JBO: Er du med til julefrokoster i hendes familie så?
Abud: Nej.
JBO: Det kommer du ikke til?
Abud: Julefrokost, hvis der er alkohol, nej, så kommer vi ikke. Det sagde jeg også til produktionen inden, at det er noget, der fylder i vores hjem. Jeg kan ikke diskutere så meget for min familie. Jeg vil helst ikke lukke for meget af min familie ind.
JBO: Det er fair.
Abud: Det er bare for at sige, at det jo ikke er noget, jeg vælger som et manifest. Jeg synes, det er ærgerligt, den måde ...
JBO: Men det er det vel. Det er vel et manifest at sige: »Jeg kommer ikke.«
Abud: Men det er, fordi jeg dummede mig lidt, Morten. Nej, undskyld, Joachim. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ...
JBO: Det er helt fint.
Abud: Måden, det blev gjort på, er jeg lidt ked af.
JBO: Fortryder du, at du gik?
Abud: Nej nej, jeg fortryder ikke, at jeg gik. Det var bare måden, det blev gjort på. Fordi der er nogle af dem, der nok stiller spørgsmålet: Hvorfor sagde han det ikke bare? Grunden til, at jeg ikke sagde det, var fordi jeg netop ikke ville ... Jeg oplever nogle gange, når jeg siger til folk, at jeg ikke kan komme med – når det sker – at så får de en eller anden form for: »Skal vi ikke prøve at finde en løsning?« Det vil jeg ikke have. Så det var derfor, jeg tænkte: Hellere bare trække mig. Lade dem have deres og så forklare dem det bagefter. Jeg vil ikke være en klods om benet på dem eller give dem dårlig samvittighed. Men så ender det jo med, at jeg går derind og så ser jeg: Der er ikke alkohol på bordet. Og der dummede jeg mig. Jeg skulle bare have taget min mad og gået og så forklaret dem det efter. Men jeg blev siddende og tænkte: »Okay, så længe der ikke er noget.« Da han så begyndte at dele dem ud, så ligner det jo, at: »Nu skal jeg vise de her ... Fyyyy! Jeg gider ikke sidde med jer.« Og så dummer jeg mig endnu mere, når jeg siger – og heldigvis er der ikke nogen, der har fanget op på den – men når jeg siger: »Jeg sidder ikke til bords med FOLK, der drikker alkohol«, er det også forkert sagt. Det er jo: »Jeg sidder ikke til bords, NÅR folk drikker alkohol.« For jeg har jo ikke noget imod at sidde med dem. Jeg sad jo med dem før og efter. Men heldigvis er der ikke nogen, der har fanget den der med, at ... Der er nogle, der har sagt: »Så du vil ikke sidde med folk? Vi er beskidte for dig.« Det er ikke det, jeg siger. Det er bare, når man drikker ved et privat arrangement, så deltager jeg ikke. Men det betyder jo ikke, at jeg sidder på en togstation og kigger: Hvis der er en, der har en øl i hånden, så kan jeg ikke komme ind, og så bruger jeg tre-fire dage på at komme til Jylland.
[Skiller]
JBO: Jeg vil godt lige vende tilbage til noget af det, jeg spurgte om før. Det med konvertitterne, eller dem, der er frafaldne fra islam. Hvad synes du om dem?
Abud: Det ved jeg ikke. Jeg har ikke nogen holdning til det.
JBO: Men islam har jo stærke holdninger til det.
Abud: Jamen det kan godt være.
JBO: Men bakker du op om de holdninger?
Abud: Hvis det står i islam, så abonnerer jeg på dem, ja.
JBO: Men straffen for at forlade islam er jo døden.
Abud: Er det det?
JBO: Er det ikke det? Du kender vel islam?
Abud: Jeg kender ikke hele islam, Joachim. Koranen er på over 600 sider.
JBO: Hvordan kan du sige, at du bakker op om noget, hvis du ikke ved, hvad det er?
Abud: Fordi – problemet er igen – du ved, samtalen er – den er lidt på en forkert præmis –
JBO: Er den?
Abud: Fordi når du sætter den op sådan her, så stiller du mig meget sådan grot- grove spørgsmål, som når jeg bare svarer ja på dem –
JBO: Jeg prøver ikke at være grov. Jeg prøver bare at spørge meget –
Abud: Nej nej, det ved jeg godt. Det synes jeg heller ikke. Det har ikke noget med dig at gøre. Spørgsmålet er groft.
JBO: Hvorfor er det groft?
Abud: Det er ikke spørgsmålet, undskyld, det er ikke sådan. Altså emnet. Det er et hårdt emne.
JBO: Er det ikke bare, fordi det er et svært emne at tale om?
Abud: Det er et svært emne. Det er et hårdt emne. Det er det, jeg mener. Hvis man så isolerer det til: »Vi kaster folk ud af bygninger« og sådan noget der, så ved jeg jo godt, at hvis man siger ja eller nej – enten så siger man: »Nej, jeg bakker ikke op om mine overbevisninger«, eller også er man nærmest sadistisk i forhold til dem, der ikke kender og forstår det.
JBO: Men er det ikke bare sådan, det er for alle mennesker, der er religiøse? Det gælder egentlig også kristne, at det nogle gange kan være svært at stå ved sin religion. I kristendommen fornægtede Peter Jesus tre gange. Men det er det, man skal: Man skal stå ved sin religion, også når det er svært. Jeg får jo indtryk af, at du er meget troende. Du siger også: »Jeg bakker op om alt, hvad der står i islam.« Men når det så bliver svært – og det er jo der, danskhedsdebatten bliver spændende – der hvor det bliver svært, så ved du godt, at islam på nogle måder er i så diametral modsætning til vores kulturkristne værdier, at det bliver nemmere for dig at sige: »Nej, det vil jeg ikke rigtig sige noget om.«
Abud: Ja. Det er ikke, fordi jeg ikke vil sige noget om det. Det er bare igen, hvilken kontekst det bliver sagt i, og hvor meget man skal dykke ned i det.
JBO: Bare sådan helt teologisk.
Abud: Men det er igen også det der med: Hvad betyder det at bakke op om det? Betyder det, at jeg synes, det er det fedeste i verden, at folk bliver slået ihjel? Der er jo også en forskel. Man skal også adskille tingene. En ting er, at man siger, at jamen, der er nogle love og regler, som gør sig gældende, hvis nogle kriterier alle sammen er opfyldt. Man kan jo sagtens sige: »Jeg abonnerer på islam. Jeg synes, islam er det rigtige. Jeg tror på Gud, jeg tror på ditten, jeg tror på datten« og alle de her ting, men ikke synes, det er det fedeste i verden, at folk bliver slået ihjel.
JBO: Men hvis man alligevel synes, at de så skal slås ihjel, hvis det er det, som loven byder –
Abud: Men det synes jeg jo ikke. Jeg synes jo –
JBO: Der er du uenig med islam.
Abud: Nej, jeg er ikke – det er det: Man skal passe på med at sige uenig. Men det er jo ikke, fordi jeg synes det. Det er jo ikke mig, der dømmer folk. Det er jo ikke mig, der siger, at de skal slås ihjel. Jeg synes da, man skal adskille mellem, at der er en lov ... For eksempel ... Du kan jo måske synes, at det skal være lovligt at sælge hash og ryge hash i Danmark. Det betyder jo ikke, at du tager afstand fra grundloven. Gør det det?
JBO: Nej.
Abud: Nej, lige præcis.
JBO: Men jeg synes, det er en lidt mærkelig sammenligning, fordi det er vel – hvis man skærer alt væk – ret sort og hvidt: Synes man – eller synes du – at den her lovreligion, islam – at de love skal følges, OGSÅ når det er ubehageligt?
Abud: Ja, hvis du spørger sådan. Det synes jeg var en rigtig god måde at spørge på. Ja.
JBO: Okay. Men så er svaret vel også, at hvis man er frafalden, og haditherne eller Koranen siger, at straffen for frafald er dødsstraf, så er det det, du mener, selvom du synes, det er ubehageligt?
Abud: Hvis det er det, du får ud af det. Men det, jeg vil sige, er, at det handler om for mig at gå hele vejen ned tilbage til roden. Det, der er med det, det er – det, jeg prøvede at forklare lige før, det er: Hvis man ligesom sammenligner islam med et træ, altså et helt normalt træ. Nogle gange giver det ikke mening at begynde at debattere blade og grene. Det kan jeg godt forstå, at det for nogle gør. For mig er det meget mere helt nede i roden. Hvad er roden? Det er: Er man overbevist om, at der findes en skaber, eller er man ikke overbevist om, at der findes en skaber? Og hvis man ER overbevist om, at der findes en skaber ... Og det er her, vi to går helt forskelligt fra hinanden, fordi når du ikke er overbevist om, at der findes en skaber ...
JBO: Det er jeg. Jeg er troende kristen. Det er jeg.
Abud: Nå, okay. Så når du er overbevist – nå okay. Men så lad os tage en anden sammenligning. Når han ikke er overbevist om, at der findes en skaber – det skal vi faktisk lige tilbage til. Men jeg vil lige forklare det her færdigt. Hvis man ikke er overbevist om, at der findes en skaber, hvis man snakker med en ateist eller en, der siger: »Jeg tror, der findes et eller andet deroppe, men jeg ved ikke helt«, så er det svært at forklare ham, at den skaber, som har skabt os mennesker, selvfølgelig er den, der kender os bedst og ved, hvad der er bedst for os. Det er derfor, at vi som mennesker ubetinget skal give ham retten til at lovgive om, hvad der er rigtigt og forkert. Det er her, man går fra hinanden, især i Danmark, fordi som du selv siger, er man meget kulturkristen, ikke så meget ortodoks. Jeg tror, at hvis du går hen til kristne og snakker – altså dem, der sådan virkelig er kristne-kristne, så vil de også blive enige i mange elementer i islam. Men også være enige med, du ved ... Og det er igen det, jeg prøver at slå på: Det er det her med, hvordan kan man finde en balance?
JBO: Forskellen for mig er, at jeg er troende kristen. Der står i Bibelen, at verden blev skabt på seks dage. Det tager jeg ikke bogstaveligt, fordi jeg også tror på videnskab. Det er der, jeg nogle gange synes, forskellen er. Du sidder jo og siger, at du godt kan synes, der er nogle ting i islam, der er ubehagelige, når de skal føres ud i livet. Men det er jo der, hvor det så overrasker mig, at du siger: »Ja, det kan godt være, der står, at straffen for at forlade islam er døden, men det synes jeg selvfølgelig ikke, for det må tolkes på en anden måde.« Og det er det, der er hele min indvending mod islam i Europa. Det er: Der er ikke ... Altså den der idé om, at der kan laves en vestlig form for islam, hvor man ligesom tager nogle af de elementer ud, der er helt uforenelige med vores værdier, er en illusion. Når folk siger det, er det et håb, man har om, at der skal komme en reformering af islam, som jeg aldrig tror på kommer. For islam lægger, i modsætning til kristendommen, ikke op til fortolkning. Det Nye Testamente er skrevet af mennesker. Det bliver der ikke lagt skjul på. Der er fire forskellige versioner af den samme historie. De er ikke helt ens. Der står navne på, hvem der har skrevet det, og derfor er der en mulighed for fortolkning. Den mulighed er der ikke i islam. Hvis der står, at straffen for homoseksualitet er døden, så er der ikke nogen fortolkning.
Abud: Jamen så er spørgsmålet – nej, ikke rigtigt. Især når det kommer i hadith, er der ret bred fortolkning af, hvordan det skal tolkes. Jeg er ret sikker på, at selv i Qur'an er der også nogle, der mener, at der er ting, der skal op til fortolkning. For eksempel en af de helt store uenigheder, vi har, for eksempel i Danmark, det er: Må man stemme, eller må man ikke stemme?
JBO: Hvad synes du om det? Det er et godt emne at tage op.
Abud: Altså – ja – det gør ikke mit image som ekstremist mindre, at jeg ikke stemmer.
JBO: Så du mener ikke, man bør stemme?
Abud: Nej, det siger jeg ikke.
JBO: Jamen, det er jo bare at stå ved det.
Abud: Det er ikke, fordi jeg mener, at man ikke bør stemme. Jeg siger, at jeg anerkender, at der er nogle muslimer, der mener, at det er tilladt at stemme. Der er også nogle, der mener, at det er obligatorisk at stemme. Jeg er bare ikke blevet overbevist om det i forhold til den tolkning, jeg har. Så det er bare for at fortælle dig, at det ikke er rigtigt, at der ikke er tolkninger.
JBO: Det er jeg med på. Der er også shia- og sunnimuslimer. Men der er også nogle ting, der vel ikke er til diskussion, for eksempel nogle af de ting, jeg har nævnt.
Abud: Det er der. For eksempel alkohol. Det mener jeg for eksempel.
JBO: Præcis.
[Skiller]
JBO: Mener du så også, at Koranen skal stå over dansk lovgivning? I den optimale verden.
Abud: Jamen det er jo igen det der med: Hvad mener man med det? Altså hvor skulle ...?
JBO: Det er, at vores lovgivning ikke må være i konflikt med det, der står i islam. Ideelt set fra dit synspunkt.
Abud: Men handler det igen egentlig om, at vi prøver at gøre det til en konflikt med islam?
JBO: Men jeg synes jo, der er en konflikt. Vi prøver ikke. Jeg synes, det er så åbenlyst, at der er en konflikt.
Abud: Hvis man lever i Danmark –
JBO: Det synes du vel egentlig også selv? Det er jo derfor, vi har hele diskussionen.
Udskrift (del 3)
Abud: Det kommer an på, hvor konflikten er. Hvis man lever i Danmark og siger: »Jeg respekterer dets love og anerkender, at jeg lever i et samfund, hvor jeg ikke har et islamisk styresystem.«
JBO: Det forstår jeg. Man kan godt respektere ...
Abud: Hvordan er det så en konflikt?
JBO: Konflikten opstår i det øjeblik, du siger: »Jeg respekterer de love, der er. Dem vil jeg følge. Men ideelt set mener jeg, at vi skal et sted hen, hvor Koranen bliver inkorporeret i dansk lovgivning.«
Abud: Det har jeg heller ikke sagt.
JBO: Det mener du ikke, at den skal?
Abud: Hvornår har jeg sagt det?
JBO: Jeg siger ikke, du har sagt det.
Abud: Spørg mig.
JBO: Jeg spørger dig, om du mener, at Koranen skal stå over dansk lovgivning.
Abud: Nej, jeg mener, at Koranen allerede er inkorporeret i dansk lovgivning.
JBO: Hvordan er den det?
Abud: Man må ikke slå hinanden ihjel. Man må ikke stjæle.
JBO: Nej, men altså ...
Abud: Der er nogle ting.
JBO: Jojo.
Abud: Det er jo igen det der med, Joachim, det er ikke sort-hvidt.
JBO: Jeg påstår ikke – nej nej nej, fordi – det synes jeg er lidt af en stråmand, for der er jo ikke nogen, der påstår, at der overhovedet ikke er nogen fællestræk.
Abud: Præcis.
JBO: Man må ikke lyve. Jeg tror vist godt, man må ...
Abud: Nej, det er ikke ulovligt. Der må man gerne lyve nogle gange.
JBO: I islam, ikke?
Abud: Nej nej, jeg snakker om dansk lov. Der må man gerne lyve. Jeg må gerne sidde og lyve her. Der er ikke nogen, der kan dømme mig.
JBO: Det har du ret i.
Abud: Medmindre man sidder i retten.
JBO: Nu taler jeg ikke om lovgivning, jeg taler om religion. At der er nogle fællestræk mellem jødedom, kristendom og islam, er jeg helt med på. Men det er jo ikke dem, vi diskuterer. Vi diskuterer de forskelle, der er, der hvor de støder sammen. Det er der, hvor der er mange, der sidder og bliver usikre på, hvad meget troende muslimer egentlig selv mener, fordi der er de her store konflikter.
Abud: Men er det ikke baseret på en hypotese? Er det ikke også lidt en stråmand, at man siger: »Islam kommer til at overvinde dansk lov«? Hvis der ikke er nogen, der siger det? Hvor kommer det så fra?
JBO: Jo, det er jo en frygt. Det har du ret i – det er jo den frygt, man har –
Abud: Det er jo også bare baseret på en hypotese og en stråmand.
JBO: Det er vel ikke helt en frygt. Hvis du nu kigger til nogle lande, for eksempel England. Der er byer i England, hvor der er blevet valgt muslimske – helt demokratisk, fordi der er et flertal af muslimer – jeg tror i Birmingham, og der er også nogle mindre byer. Muslimer har fået flertal. De er meget religiøse, og så ser man nogle ændringer. For eksempel bliver ramadanen pludselig fejret mere end julen. Det er til ramadan, der bliver sat lys op, og så lidt mindre til jul. Med den argumentation, som på en eller anden måde jo er rimelig: Jamen det er jo det, flertallet her i vores by ønsker. Men det, vi så konstaterer, er, at hvis der kommer et flertal, bliver vores kultur og normer erstattet af islamisk kultur og islamiske normer. Det er der jo ikke nogen, der har lyst til. Altså af os i hvert fald.
Abud: Ja, og der kan jeg godt forstå, at det for nogen er et frygtscenarie, at Nørrebro bliver 90 procent befolket af muslimer, og at resten af Danmark ... At man laver de her, ikke decideret parallelsamfund, men et eller andet sted ...
JBO: Det er vel deciderede parallelsamfund. Tag Nørrebro som eksempel. Nørrebro har jo ændret sig helt enormt meget de sidste 30-40 år. Det er lang tid i dit og mit perspektiv, 30-40 år, men i en historisk kontekst er det jo et knips med fingrene. Og den her indvandring fra Mellemøsten er jo en masseindvandring i et historisk perspektiv, en af de største folkevandringer, vi har haft i Europa. Så konstaterer vi, at vi på bare den korte tid ser nogle store forandringer. Nu nævnte jeg lige det, der sker i Frankrig, og jeg nævnte nogle eksempler fra England. Så er vi nogle, der tænker: Hvad så, når andelen af befolkningen med MENAPT-baggrund og med muslimsk baggrund bliver dobbelt så stor? Så har jeg jo ingen grund til at tro, at de her konfrontationer blive mindre eller indflydelsen skulle blive mindre.
Abud: Men du er med på, at med de stigende boligmarkedspriser og inflation så kommer der ikke til at være en stigning af befolkningen på Nørrebro? Det er mit indtryk, at folk – i hvert fald fra de lavere socioøkonomiske forhold, hvor kriminalitet desværre også opstår, flytter længere ud.
JBO: Det har du ret i.
Abud: Mjølnerparken ...
JBO: For nogle måneder siden talte jeg med en mand, der bor på Nørrebro. Han sagde netop det der med, at fordi Nørrebro nu også er blevet mondænt, flytter der flere etniske danskere til Nørrebro, fordi de har råd til at bo der. Og de bliver faktisk også lidt trætte af nogle af de problemer, der er derude med kriminalitet og noget dominansadfærd og så videre. Så ser man, at muslimer flytter andre steder hen. Men det ændrer jo ikke på det. Så er det bare andre steder, man får problemerne.
Abud: Ikke hvis de ... Jeg ser ikke, at man er begyndt at få de samme tilstande, som vi havde i nullerne og halvfemserne. Det har vi forhåbentlig og heldigvis lært af som samfund. Det er noget, jeg faktisk har været ude at være ærlig omkring. Det her med, at man har de her koncentrerede boligområder med folk med dårlige socioøkonomiske forhold. Og når man også samtidig har en ting, man ligesom har til fælles, og får en modstandsbevægelseagtiglignende tilstand, så opstod det her med Mjølnerparken og Blågårds Plads. Men det er min opfattelse, at der er mindre kriminalitet forbundet med områderne. Der er desværre stadig nogle, som hænger ud i områderne. Jeg ved ikke lige hvorfor, faktisk. Nogle gange så ændrer – jeg ser jo Mjølnerparken – jeg bor lige ved siden af, og jeg har lyst til at flytte væk. Det er blevet skidedyrt at bo der på Nørrebro. Det er så latterligt. Jeg har jo selv lyst til at flytte væk, og jeg kan ikke engang forstå, hvordan jeg har haft råd til at bo der.
JBO: Men de sammenstød ser vi på det store og det små niveau. Hen over sommeren har vi haft en diskussion, som handlede om nøgenbadning, ude i Gentofte og på Amager og så videre. Så kommer der mange med muslimsk baggrund, og de er helt tildækkede, og man får en eller anden konfrontation der. Vi har set det med kønsopdelt svømning. Man forlanger nogle særkrav, fordi man ikke kan bade sammen med andre end muslimer. Det er jo det, vi opponerer imod. Det er der, hvor jeg ...
Abud: Undskyld, siger du, at der er nogen, der går ud på stranden og kræver, at de skal have et sted kun for muslimer?
JBO: Der har været de her konfrontationer. Der er nogen – for eksempel ude i Gentofte – jeg kan ikke huske, hvad det hedder, det derude. Det er også lige meget, hvad det hedder. Det fribad, der er derude. Det er meget ældre mennesker, måske nogle gamle hippier, der bader nøgne. Og så opdager de, at der pludselig kommer mange med muslimsk baggrund, som er helt tildækkede, og der opstår en konflikt. Det er bare sådan et kultursammenstød. De sker på de små planer, og også på større planer.
Abud: Men er det, fordi de muslimer, der kommer derhen, siger, at de ikke må bade nøgne, eller hvordan?
JBO: Nej, det er, fordi hvis der er et fællesskab, hvor man siger: »Okay, her har vi ...«
Abud: Nøgenbadning.
JBO: Ja. Og så kommer der nogle andre og siger: »Nej, vi er helt tildækkede fra top til tå«, så er det jo ikke ...
Abud: Men hvorfor i alverden vil de muslimer bade der, hvor folk er nøgne? Det forstår jeg ikke.
JBO: Det kan du spørge om.
Abud: Vi lever jo i et land ... Man er også nødt til lige at prøve at være lidt rationel og logisk. Vi lever i et land, der er omgivet af kyster. Det er jo lige meget, hvad for en vej du kigger, så er der en kyst. Så tag et andet sted hen. Det kan jeg godt forstå. Hvis du vil bade tildækket ...
JBO: Bønnekald er noget, jeg har taget meget op i programmet. Vi ser tit, at der er koranrecitationer inde på Rådhuspladsen. Vi så det sidste jul. Så står der sådan en imam på en prædikestol, fuldt skruet op for ghettoblasteren – det er et ægte lydsystem – og så bliver Koranen reciteret på arabisk i juletiden. Sådan nogle ting er jo sindssygt provokerende for mange danskere.
Abud: Det kan jeg godt forstå. Ærligt, det kan jeg godt forstå. Hvad det er, der er formålet, det kan jeg ikke sige. Det er højst sandsynligt en måde, han har valgt at missionere på. Jeg kan godt forstå, at lige når det er en kristen højtid, kan man godt se det som en provokation.
JBO: For mig er det ligegyldigt, om det er en kristen højtid. Det er der, det er ekstra provokerende. Men det er igen et lille tegn på – der er hele tiden en flig af vores frihed eller kultur, der ryger.
Abud: Men det er man nødt til at være ærlig omkring, Joachim, det ved jeg godt. Man er nødt til at være ærlig om, at når der er nogle højtider, danske, kristne, jødiske, jeg er ligeglad, så længe det er noget, der har været i Danmark i mange år, så kalder vi det en dansk højtid, en dansk kultur. Hvis man så kommer og prøver ... Så er det en form for ... Selv hvis han ikke mener det sådan, er der nogen, der er nødt til at fortælle ham: »Prøv at se: Det her bliver taget mere som en provokation.« Det er ærgerligt, fordi han får den modsatte effekt. Det kan jeg godt forstå. Men der er også nogle, der højst sandsynligt er så ... Nu kan jeg ikke huske, hvad det var, Andreas Bo sagde. Han kaldte sig selv et-eller-andet ateist. Lynende ateist.
JBO: Det kan jeg heller ikke huske.
Abud: Han bliver jo sikkert provokeret også af de der gamle nonner eller damer, der nogle gange står på Strøget og siger: »Kom, lad os lige snakke om Bibelen.« Jeg kan godt forstå, at det for nogle kan være et problem. Men man er også nødt til at være ærlig og sige, at man nogle gange gør et problem større, end det er. For eksempel: Hvis kvinder samler sig sammen. Prøv at se. Så kan man diskutere alt det, man vil, at man er uenig i, at kvinder skal tildække sig. Og selvfølgelig alt det der med social kontrol, det har vi debatteret. Nu snakker jeg om kvinder, der er voksne og af egen fri vilje har valgt at tildække sig. De vælger at leje en svømmehal, så de kan bade sammen, uden at der er mænd til stede. Så kan jeg ikke se, at man siger, de kræver. Tværtimod. Det er jo bare dem –
JBO: Hvis man lejer en svømmehal, kan jeg godt se, at der på en måde er ... Så har man jo betalt for det på eller anden måde. Men det ændrer jo bare ikke på, at jeg ser det som, at der nu er en religion, nogle mennesker med nogle værdier om, at mænd og kvinder er meget forskellige og ikke kan være sammen. Det synes jeg bare ikke skal have plads i mit samfund. Ligesom jeg tror, at hvis man var nede i et islamisk land, ville der overhovedet ikke være nogen diskussion om, at der ikke blev plads til det modsatte. Det kan være, der er eksempler på det nogle steder, men ...
Abud: Mange af dem er faktisk begyndt at blive ret vestlige, Joachim. Selv Saudi-Arabien.
JBO: Ja, der sker jo faktisk nogle ting, og det er det, der er lidt underligt for mange af os. Det er, som om nogle af de mest ekstreme og mest troende, og dem, der insisterer mest på, at den her islam skal have en særrolle, faktisk efterhånden bor i Europa.
Abud: Det kan godt være, der er noget om det. Nu er den islamiske verden faktisk kæmpestor, så det ved jeg ikke. Det kan jeg ikke forholde mig til.
[Skiller]
JBO: Hvis jeg må komme med et andet argument ... Der, hvor jeg nogle gange bliver lidt mistroisk, er, at der er mange – og du gør det også lidt – som på en måde omfavner nogle danske grundværdier som frihed og frisind, når det for eksempel handler om, hvad man tror. Du siger, at hvad end man synes om homoseksualitet, så er det pluralisme, at der er nogle, der mener, at det ikke skal være tilladt. Eller det kan være alle mulige andre ting. Så bruger man det argument: Man bruger vores frihed og frisind til at argumentere for nogle værdier, eller til at få nogle værdier ind, som er i modsætning til frihed og frisind. Jeg talte for eksempel med ... Hvad var det nu, han hed? Min moddebattør. Mohammad, som er tidligere imam, Mohammad Khani, som jeg også havde inde til et interview.
Abud: Nå, han er tidligere imam?
JBO: Ja, jeg tror han er tidligere.
Abud: Nå, det kan vi snakke om efter. Bare fortsæt.
JBO: Der sagde han – det kan godt være, han stadig er det, det ved jeg ikke lige – men han var befriende ærlig på mange måder, fordi han sagde, at nå jamen altså, hvis det en dag var sådan, at der var nok muslimer, som demokratisk ville afskaffe demokratiet og indføre et kalifat, så var det jo bare demokrati.
Abud: Jeg har hørt den analogi. Teknisk set kan man godt diskutere det og argumentere for det. Men altså du ved, jeg tror, demokratiet, som man kalder det i dag, altså de begreber, der bliver brugt om det ... Fordi demokrati kommer jo af, at flertallet stemmer om noget. Jeg ved det. Men i dag når vi siger demokrati, så er det jo – alt, hvad det indebærer, de danske værdier og alle de ting – det er jo for længst afskaffet, før man kommer dertil, at islam bliver implementeret. Der er lang tid, før man er kommet så langt, at man skal indføre et islamisk kalifat. Giver det mening? Du ved, der er så mange trin derhen. Det, han mener, er nok, hvis størstedelen af samfundet mener det. Men jeg har selv været i en debat, hvor jeg har siddet med en, der har sagt det der, og udfordret det og sagt: »Der er jo ikke nogen, der demokratisk kan blive valgt ... Mette Frederiksen kan ikke bare påberåbe sharia i morgen og kalifat, for det er jo så meget i strid med grundloven«. Det, han siger, er, hvis ... Grundloven er jo skiftelig. Jeg ved ikke, om det er det rigtige ord, men man kan jo godt ændre elementer af grundloven.
JBO: Det kan man. Der skal bare være mange nok, der mener det.
Abud: Ja, lige præcis. Det, han snakker om, er, at man hvert fjerde år stemmer 179 ind, hvor der er et flertal for at ændre på grundloven i islamisk retning. Det tror jeg ikke, vi skal begynde at bekymre os om lige nu. Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der tror det.
JBO: Ikke lige nu. Men fra mit synspunkt skal vi slet ikke i den retning.
Abud: Det er dit synspunkt. Men det, han siger – jeg tror det, han mener, er: Hvad er problemet, hvis dine børn ... Har du børn?
JBO: Ja.
Abud: Dine og mine børn ... Hvis der bliver mere og mere tilslutning til islam, hvilket mange frygter, og det er jo det, de siger. Det er det, de bruger som argument for, at vi skal stoppe islamiseringen, fordi at man nærmest tror, at så er det uundgåeligt, at islam ... Nogle mener, det er, fordi muslimer får flere børn. Andre mener, at islam er så overbevisende, at flere tilslutter sig. Hvad end det er for en årsag: Den ene kan man stoppe via indvandringspolitik. Den anden kan man ikke rigtig gøre noget ved, tror jeg, fordi teknisk set, selv hvis du smider alle muslimer ud af landet, så kan du godt få folk i landet, der får islam via sociale medier. Alle er jo forbundet med hinanden i dag via sociale medier. Så det, han mener, er: Hvis der er tilstrækkeligt nok, der konstant ændrer på grundloven, til man kommer til et sted, hvor man vil indføre islam ... Jeg tror ikke lige, USA og Israel tillader det, men ... Det siger du jo også selv, at det er jo muligt.
JBO: Okay, skal islam fylde mere i Danmark?
Abud: Det kommer an på, hvad for nogle elementer i islam der fylder. Jeg synes, islam fylder ... Det kommer an på, hvem du spørger, hvor det fylder, og hvor det ikke fylder.
JBO: Jeg kan jo godt svare. Jeg kan sige klart nej, det skal det ikke.
Abud: Det kommer også an på, hvad du mener med islam, hvor det skal fylde. For islam er jo også at smile. Det er det altså. Jeg ved godt, du ikke tænker det, men islam er også, at man får gode belønninger for at smile til folk, selv når man er ked af det.
JBO: Men det er jo ikke det, vi taler om. Det er jo det, der er problematisk.
Abud: Nej lige præcis. Så det er nogle elementer i islam, du ikke vil have skal fylde i samfundet, ikke også? Det ved jeg godt, og det kan jeg godt forstå. Der er også nogle muslimer og ikke-muslimer, der mener, at meget af – ikke de borgerlige partiers, men generelt højrefløjens – politik heller ikke skal fylde mere. Der er vi uenige, og der er det der, vi har en måde, tingene bliver indført på. Men det, jeg spørger om nogle gange ... Selvfølgelig vi kan være enige, og vi kan også være uenige. Jeg kan også godt blive stemplet som ekstremist på grund af mine holdninger, og nogle kan mene, at jeg faktisk er sober. Jeg tror, de fleste tror det første. Men for mig er det bare sådan. Prøv at se. Selvfølgelig er der nogle, der missionerer. Det er der. Det kan du godt være uenig i, og det kan du også godt synes er et problem. Det er også afhængigt af, hvordan de gør det. For mig – jeg synes ikke, at mit islam i hvert fald fylder særlig meget i det offentlige, i samfundet. Det gør det ikke. Jeg rejser mig op, når der er alkohol. Jeg deltager ikke der. Jeg laver salah fem gange om dagen. Jeg holder mig fra de ting, jeg mener er forkerte, og holder mig til de ting, jeg mener er obligatoriske. Jeg kan godt forstå, at hvis man begynder at indføre ting, som er i modstrid med grundloven, så er det et problem i forhold til grundloven. Det kan jeg godt forstå.
JBO: Du har aldrig lagt skjul på, at du er tidligere bandekriminel. Vi var også lige inde på det i starten.
Abud: Ja.
JBO: Du har faktisk tidligere sagt, at du har fortrudt volden og torturen, du har begået i dit kriminelle liv. Det sagde du i podcasten Djævlen i detaljen på DR. Uden at vi skal gå ned i detaljerne om, hvilke forbrydelser du begik dengang: Hvilken straf havde de forbrydelser givet i islam?
Abud: Jeg tror ... Ikke engang i islam. I USA havde jeg nok fået dødsstraf. I Danmark havde jeg nok fået livstid flere gange. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ikke – fortjener det værste i verden. Det lægger jeg ikke skjul på, Joachim. Men det har ikke været islamisk. Det er også vigtigt at forstå, at der er forskel på segmenteret assimilation og på at sige: »Det her er islam.« Fordi det er det ikke. Jeg føler faktisk, at det er noget, vi desværre fik her i landet. Jeg siger ikke, at det er Danmarks skyld, overhovedet. Jeg tager ansvar for mine handlinger. Men for mig var islam ... Det er i dag, og jeg tror faktisk ... Jeg ved godt, at der er nogen, der siger: »Det er en stråmand, og du lyver. Det er vores samfund, der har gjort, at du ...« Men altså jeg har nogle gange været i tvivl om, at hvis ikke det var, fordi jeg troede på noget i efterlivet og på, at der er konsekvenser, man skal stå til ansvar for, så kunne det godt være, at jeg måske var blevet i det. Jeg ved det ikke. Ikke fordi jeg ikke siger, at vi har et godt samfund, for det har vi. Vi har et godt samfund. Vi har et velfærdssamfund. Jeg er taknemmelig. Jeg giver applaus for vores samfund. Man er også bare nødt til at skelne imellem det der med, at man hele tiden skal gå rundt og sige: »Jeg er så taknemmelig«, fordi jeg lige har et andet pigment end andre.
JBO: Hvis man ikke stemmer, er det vel ikke den største applaus? Hvis man ikke deltager i det?
Abud: Det kan jeg godt se fra din side. Men jeg synes, det er at deltage, at jeg opfostrer mine børn og fortæller dem, at de ikke skal begå de samme fejl som jeg gjorde. Ikke bare ved at sige det, men ved handlinger, ved at være en god far, ved at være følelsesmæssigt til stede. Det er alt det, jeg manglede. At være følelsesmæssigt til stede og give dem de værktøjer, de har brug for for at komme videre i netop det samfund, vi bor i. Og at acceptere, at vi lever i et samfund, hvor jeg ikke kan forvente, at de ikke bliver selvstændige individer med selvstændige tanker, som stemmer overens med det samfund, vi bor i. Det er jo en anerkendelse af samfundet. Ellers havde jeg jo pakket mine ting og skredet.
JBO: Hvis dine børn en dag kommer hjem med en kristen. Din datter, kan hun blive gift med en kristen mand eller en jødisk mand, for eksempel?
Abud: Altså det kan hun nok godt, men –
JBO: Vil du acceptere det?
Abud: Om jeg vil acceptere det? Uuh. Det kommer også an på, hvad du mener med accept. Altså hvis –
JBO: »Du er min datter, og nu har du fundet dig en mand. Han er kristen, han bliver en del af den her familie, og det er jeg helt cool med.«
Abud: Jeg vil ikke sige, at jeg er helt cool med det. Så ville jeg lyve. Jeg vil selvfølgelig inde i mit hjerte –
JBO: Du vil ikke slå hånden af hende?
Abud: Nej, umuligt. Det vil jeg aldrig. Det er det dummeste, man kan gøre. Man skal aldrig slå hånden af en. Og dem, der forventer, at deres børn kaster deres kærlighed eller livs kærlighed ...
JBO: Heller ingen genopdragelsesrejser?
Abud: [griner] Jeg tror ikke, det hjælper. Der er stor risiko for, at de dør dernede, hvor der bliver bombet. Så nej tak. Men det er vigtigt for mig lige at understrege: Jeg er faktisk uenig med mange forældre, som er muslimer, i den måde, de prøver at adressere deres angivelige problemer med deres børns valg. Det er ikke kærlighed. Det er ikke en måde, du får din ... Der er ikke nogen børn ... Og til dem, der siger, at jeg skal rejse hjem – der er sikkert nogen, der kommer til at skrive det i kommentarfeltet – er det den samme logik: At jeg slår hånden af min datter og siger: »Nu er du ikke min datter mere«, gør jo ikke, at hun kaster sit livs kærlighed væk og siger: »Nu er jeg muslim, og nu tager jeg tørklæde på.«
JBO: Det er der jo nogen, der gør. Det virker jo.
Abud: Det tror jeg ikke på, i hvert fald ikke i min datters og i de fleste tilfælde. Jeg tror ikke, at det er det, der virker. Men jeg rejser heller ikke hjem.
JBO: Du svarede ja. Du svarede ja, det kunne du godt acceptere. Abud, prøv at høre her, jeg synes, det er så spændende at tale med dig. Vi kunne egentlig fortsætte, men vi har brugt over en time på det nu. Du har en stående invitation til at fortsætte samtalen. Er du okay med den samtale, vi har haft?
Abud: Jeg synes faktisk ... Det har været nogle svære spørgsmål, og det har været svært at svare på dem. Problemet er jo, at man heller ikke vil fremstå som en, der ikke står på mål for det, man står for.
JBO: Men det er også det, jeg fornemmer ved dig: Der er nogle dilemmaer for dig i det her.
Abud: Jeg synes, det er fair. Jeg er faktisk glad for samtalen. Og som du selv siger: Man kan jo snakke om det. Men jeg vil lige sige ærligt, at da du stillede mig de der spørgsmål – og du skal jo have dem – »Hvad synes du om det her? Hvad synes du om det her?«, så synes jeg personligt, og jeg ved ikke, om du også synes det, og måske lytterne gør, at da vi begyndte at snakke lidt mere bredt om samfundet, syntes jeg, det blev meget mere behageligt. Hvordan man på trods af uenighederne rent faktisk kan være enige om nogle ting eller snakke om uenigheder.
JBO: Ja. Men vi er også nødt til at tale om det, der er lidt ubehageligt, for at komme videre.
Abud: Selvfølgelig.
JBO: Det gjorde du, Abud. Tusind tak for din tid.
Abud: Jamen tak.
JBO: Du ringer bare, hvis vi skal have en diskussion. Det var alt for dagens Borgerlig Tabloid. Mit navn er Joachim B. Olsen, og jeg har lavet dagens program sammen med journalist Maria Asmine Dam, Josefine Buhl Brinckmann og producer Tristan Wieleman. Husk, at du kan skrive dig op til vores nyhedsbrev der hvor du lyttede til denne her podcast, som du også kan se som vodcast på YouTube. Tak fordi I lyttede med. Vi er tilbage på onsdag, hvor vi har Søren Gade med. Det må I selvfølgelig heller ikke gå glip af. Indtil da: Hav det rigtigt godt.
Link til min udskrift af interviewet med Abud Mustafa (som PDF): evagps.dk/2026-10-19-Borgerl…
Link til podcasten hos @btdk: bt.dk/podcast/borgerlig-tabl…
Eva Gregersen retweeted
IKKE-PERSONLIG ISLAM
Anna Libak har længe bakset forgæves med problemet islam. I mødet med 57 islamiske landes trusler mod landets sikkerhed gik hun helhjertet ind for appeasement og støttede koranlovens indgreb i ytringsfriheden.
Og i dagens Weekendavisen synes hun, at vi skal lade være med at kritisere herboende muslimers udbredte religionsbaserede homofobi - fordi de nu engang er her i stort tal, fordi religionsfrihed, og fordi de jo nok alligevel ikke rigtig personligt tror på det, de fortæller os, de tror på.
Undervejs får Libak grotesk fordrejet debattens positioner og proportioner ved på den ene side eufemistisk at reducere den muslimske position til at handle om, at homoseksualitet er en "synd", og ikke en udtrykkelig politisk-teokratisk ambition om et idealsamfund, hvor homoseksuelle skal henrettes.
På den anden side kalder hun frejdigt det omgivende samfunds bestyrtelse over denne homofobiske horror-vision for både et indgreb i religionsfriheden og en "Inkvisition". Altså den der middelalderlige proces vi husker for religiøs forfølgelse, tortur og henrettelser.
Men Libak nøjes ikke med at bagatellisere alvorsgraden af den muslimske homofobi. I virkeligheden, lader hun forstå, findes den faktisk slet ikke rigtig hos muslimerne, fordi den kun er sådan en abstrakt teologisk påstand i en eller anden bog.
Vi skal således ikke kritisere, at:
"Abud Mustafa insisterer på at mene to ting samtidig: at homoseksualitet er syndigt ifølge Koranen, men at de ikke personligt har et problem med mennesker, der er homoseksuelle."
Men det er jo netop ikke bare det, Abud siger.
De to ting samtidig er derimod det, alle vi andre siger og mener. Det er (bl.a.) derfor, vi ikke er muslimer. Fordi vi ikke kan bekende os til en religion, der gør homoseksualitet til en dødssynd, der i den bedste af alle verdener fortjener dødsstraf.
Men i modsætning til os er Abud jo troende muslim. Og så bliver koranens bud personligt. Det understreger han selv.
Og det er netop det, forargelsen - med rette - handler om:
At han på den ene side står og siger, at han "ikke personligt har et problem med mennesker, der er homoseksuelle", OG samtidig bedyrer, at han personligt er troende muslim og derfor drømmer om det samfund, hvor koranens ord er lov, og homoer derfor skal slås ihjel.
Men man kan ikke mene de to ting samtidig. De to ting ER selvmodsigende.
Men altså ikke ifølge Libak. Ifølge hende kan vi roligt stoppe vores inkvisition og indgreb i religionsfriheden. For det at være troende betyder i virkeligheden, at man ikke rigtigt personligt tror på det, man går og bedyrer, man personligt tror på.
Hvis integrationen skal lykkes, er det altså iflg Libak denne lave forventningers racisme, der viser vejen.
Eva Gregersen retweeted
En gigantisk radikal stråmand
Samira Nawa har skrevet denne kommentar til mit seneste opslag, hvor jeg spørger, hvorfor hun - som den eneste offentlige person, der deltog i Højskole-afsnittet om danskhed - fuldstændig har undladt at udtale sig om islamisterne, Afrah og Abud udtalelser og holdninger i den kæmpe store debat, der har kørt i kølvandet på afsnittet.
Hun anklager mig for "insinuationer", og jeg kan se, at der er blevet sendt en radikal troldehær efter mig med de samme stråmænd og misvisende beskyldninger. Det er alligevel besynderligt for et parti, der slår sig op på ordentlighed og saglighed.
På intet, absolut INTET, tidspunkt i opslaget tilnærmelsesvist antyder jeg, at Samira Nawa deler Afrah og Abuds holdninger. Det er slet ikke det, opslaget handler om - og det ved Samira og hendes partikollegaer godt. Jeg skriver bogstaveligt talt:
"Jeg siger ikke, at Radikale Venstre deler islamisternes holdninger. Det tror jeg bestemt ikke, at partiet gør."
Nej, jeg påpeger det besynderlige i, at Samira Nawa, som ofte deltager i integrationsdebatten og har ført kampagne for mere mangfoldighed og tolerance overfor muslimer, endda med en valgplakat med en hijab på, - og som vitterligt var en af deltagerne i tv-afsnittet med Afrah og Abud - som den eneste politiker fra dette program, ikke har været ude og tage afstand fra det. Nej, tværtimod lavede hun et opslag den 14. oktober, hvor hun italesatte, at kriminalitetsstatistikkerne i Europa faktisk ikke var særligt slemme som indspark i udlændingedebatten.
Jeg kender ikke Samira personligt, men jeg har indtryk af, at hun er præcis den sympatiske socialliberalist, som hun giver indtryk af at være. Derfor er det her heller ikke et personangreb mod Samira - men nu var det jo ligesom Samira, Radikale havde valgt, skulle repræsentere dem som parti i højskoleafsnittet om danskhed, og derfor er det da helt oplagt, at jeg tager udgangspunkt i hendes tavshed til at rejse en principiel pointe om den radikale udlændingepolitik, som i mine øjne er dybt naiv.
Jeg forsvarede faktisk Samira, da hun kort tid efter folketingsvalget blev anklaget for ikke at være dansker, fordi hun havde afghanske rødder. Det fandt jeg dybt forkert, og jeg fordømte denne usympatiske og moralsk forkerte delegitimering af hende som politiker. Jeg kunne aldrig finde på at sige, at Samira ikke er dansker, bare fordi vi er vidt uenige, og jeg synes, det er dybt forkasteligt, hvis politikere skal møde sådan nogle postulater pga. deres etniske ophav.
Det burde også understrege, at jeg selvfølgelig heller ikke vil insinuere, at Samira har nogen holdninger, som hun selvfølgelig ikke har. Man kunne eksempelvis også bare læse mit opslag.
Og ja, opslaget er langt - det er det, fordi jeg gerne vil være præcis i min analyse og kritik, og selvom den radikale folketingsgruppe åbenbart ikke har tålmodighed til at læse den igennem, er pointen ret klar: tør repræsentanter fra Radikale, der helt ublu har ført kampagne med appel til de muslimske minoritetssamfund i Danmark (Nawas plakater var placeret på Nørrebro) italesætte de store udfordringer der er med dybt reaktionære holdninger blandt islamister som eksempelvis Afrah og Abud, der på overfladen virker velintegerede, taler godt dansk og endda har adopteret Nawas flotte gloser om mangfoldighed?
Det lader det ikke til. Og det er bemærkelsesværdigt - og det er helt legitimt at italesætte. Derfor er denne smædekampagne med misvisende forargelses-stråmænd fra Radikale Venstre som parti og flere af deres politikere, dybt forkastelig.
Enten har de ikke gidet at læse mit opslag, før de kommenterede. Ellers også laver de bevidst forkerte stråmænd for at forsøge at delegitimere mig.
Måske jeg har ramt en øm tå?
Eva Gregersen retweeted
Socialdemokratiet må stoppe uddelingen af statsborgerskaber nu!
Vi ved allerede, at Socialdemokratiet har ønsket at uddele statsborgerskab både til en ansøger, der har udtrykt sympati for Hamas og bevægelsens blodige terrorledere, og til en ansøger, der har bakket op om dødsstraf for “blasfemi”.
Og det ved vi kun, fordi Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har gennemgået enkelte af ansøgerne.
Hvor mange flere, der har islamistiske sympatier og andet, aner vi derfor ikke. Regeringen nægter nemlig pure at screene de 2055 ansøgere, som de vil give den største gave, som Folketinget kan give.
Desværre bliver det værre endnu.
Nu er det kommet frem, at der også har foregået overlagt og organiseret svindel med de prøver, man skal bestå for at blive dansk statsborger. Radio IIII har dokumenteret, at en offentligt ansat tolk er blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel for at have aflagt indfødsretsprøven på vegne af en anden kvinde. Hun brugte et falsk kørekort, hentet i Malmø, og var blevet tilbudt 50.000 kroner.
Tolken var hyret af et netværk, der organiserede snyd med både danskprøver og indfødsretsprøver ved hjælp af falske identitetspapirer. Forinden havde en sygeplejerske taget danskprøven på kvindens vegne og fået 12 i mundtlig dansk, selvom kvinden ifølge dommen “fortsat er helt afhængig af tolkebistand”. Hele sagen blev kun afsløret på grund af et anonymt tip.
Det rejser en række dybt alvorlige spørgsmål.
- Har netværket hjulpet nogen af de 2055, som Socialdemokratiet nu ønsker at give statsborgerskab? Vi ved det ikke.
- Har netværket tidligere hjulpet andre med at snyde sig til dansk statsborgerskab? Vi ved det ikke.
- Hvor længe har netværket opereret? Vi ved det ikke.
Og hvis det står til Socialdemokratiet og resten af regeringen, finder vi aldrig ud af det.
Men det skal de ikke slippe afsted med.
Liberal Alliance kræver, at regeringen dropper sine planer om at give 2055 personer, man ikke har screenet, indfødsret. Det er simpelthen hverken ansvarligt eller ordentligt at tildele statsborgerskab i blinde.
Det her må stoppe nu.
Det er komplet uansvarligt, og illustrerer til fulde, at Socialdemokratiet også i denne sag må tro, at danskerne er for dumme til at opdage forskellen på deres retorik og deres politik.
Eva Gregersen retweeted
Tager Samira Nawa afstand fra Afrah og Abuds islamistiske holdninger?
Jeg har efterhånden brugt en del tid på at gennemtrawle både landsdækkende medier og sociale medier for at finde svar på et spørgsmål, som jeg egentlig havde forventet, at Radikale Venstres næstformand, Samira Nawa, selv ville have besvaret for længst.
Tager hun afstand fra de islamistiske og fundamentalistiske holdninger, som Afrah al-Jabouri og Abud Mustafa har givet udtryk for i og efter TV 2-programmet Højskolen?
Jeg kan ikke finde noget egentligt svar nogen steder, og det undrer mig ganske betragteligt.
For Samira Nawa var ikke bare en tilfældig seer. Hun deltog selv i programmet, hvor danskhed, integration og forholdet mellem islam og danske værdier var til diskussion. Det er tydeligvis et emne, der interesserer hende, og en debat, hun gerne vil være en offentlig stemme i.
Men efterfølgende har hendes meddeltagere Afrah og Abud leveret et næsten skolebogsagtigt eksempel på nogle af de integrationsproblemer og værdikonflikter, som vi på den borgerlige fløj i årevis har forsøgt at råbe op om.
Abud Mustafa har talt varmt om pluralisme, mangfoldighed og tolerance, men har samtidig haft overordentlig vanskeligt ved at forholde sig klart til nogle af de mest grundlæggende danske frihedsværdier. Senest har han i B.T.s podcast forklaret, at homoseksualitet ville blive straffet med døden i det islamiske idealsamfund, han forestiller sig.
Afrah al-Jabouri har tidligere udtalt, at hun går ind for at straffe utroskab med piskeslag, og på sociale medier har hun hyldet det iranske præstestyre og den afdøde ayatollah Khamenei. Altså et af verdens mest brutale islamistiske regimer, som systematisk har undertrykt kvinder, homoseksuelle og politiske modstandere. Dertil kommer kontroversen om nogle TikTok-billeder, hvis ægthed hun bestrider.
Uanset hvad man mener om sidstnævnte, er der rigeligt at forholde sig til i de øvrige udtalelser. Det er jo ikke mig, der har opfundet disse værdikonflikter. Det er de pågældende selv, der har gjort dem synlige.
Og her er det værd at bemærke noget helt centralt: Afrah og Abud har i vid udstrækning forsøgt at formulere deres synspunkter med præcis de ord, som Radikale Venstre ynder at bruge. Mangfoldighed, tolerance, pluralisme og respekt for forskellighed.
Problemet er bare, at de pæne ord ikke i sig selv fortæller os, hvilke værdier mennesker faktisk står for. Man kan sagtens tale varmt om tolerance og samtidig mene, at religiøse forskrifter skal sætte grænser for andre menneskers frihed, ligesom man kan hylde mangfoldigheden og samtidig tilslutte sig et religiøst samfundsideal, hvor homoseksualitet straffes med døden.
Derfor er vi nødt til at interessere os for, hvad der gemmer sig bag ordene.
Men hvad mener Samira Nawa egentlig om alt dette?
En række andre deltagere har forholdt sig til programmet og det efterfølgende opgør. Geeti Amiri tog allerede under udsendelsen til genmæle over for Afrahs fremstilling af livet som muslimsk kvinde i Danmark, og selv regeringens ligestillingsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, har nu taget skarpt afstand fra Abud Mustafas udtalelser om homoseksualitet.
Samira Nawa har derimod, så vidt jeg kan finde, ikke fundet anledning til at markere nogen tilsvarende afstand til de holdninger, der er kommet frem i kølvandet på udsendelsen.
Hun har ganske vist oplyst til B.T., at hun forlod optagelserne før den omstridte konfrontation mellem Afrah og Pia Kjærsgaard. Men det ændrer jo ikke ved, at hun efterfølgende har kunnet se programmet og læse de mange afsløringer og udtalelser, som har fulgt.
Og det er bestemt ikke, fordi Samira Nawa er forsvundet fra den offentlige debat i mellemtiden. Hun har blandt andet haft tid til at kommentere på integrationen i Europa, som hun mener går i den rigtige retning, og til at fejre, at hendes partiformand Martin Lidegaard blev frifundet i injuriesagen anlagt af Morten Messerschmidt.
Men ikke, så vidt jeg kan se, til at forholde sig substantielt til de islamistiske holdninger, som har skabt så stor debat efter hendes egen deltagelse i Højskolen.
Normalt er jeg bestemt ikke tilhænger af, at enhver dansk muslim skal afkræves en offentlig afstandtagen, hver eneste gang en anden muslim siger noget vanvittigt. Det ville være både urimeligt og meningsløst, for naturligvis skal mennesker ikke gøres kollektivt ansvarlige for andres holdninger på grund af deres religion.
Men her er situationen altså en ganske anden.
Vi taler om en fremtrædende politiker, der selv har deltaget i et program om forholdet mellem islam og danskhed, som ofte kritiserer den borgerlige fløj for at være for hård i udlændingepolitikken, og som ønsker en mere lempelig udlændingepolitik og et mere mangfoldigt Danmark. Og ikke mindst en politiker, der selv har gjort repræsentationen af muslimske danskere til en synlig del af sin politiske profil.
Og så kommer vi til noget af det mest interessante: Samira Nawas valgplakater.
Under folketingsvalgkampen lod hun blandt andet fremstille den plakat, som I kan se på billedet, hvor hendes ansigt er sat sammen med ansigtet af en kvinde iført muslimsk tørklæde, så de to tilsammen danner ét ansigt.
Det er selvfølgelig ikke nogen tilfældighed, men et bevidst politisk budskab om identitet, religiøs mangfoldighed og tilhørsforhold.
Der er naturligvis intet galt i, at en politiker ønsker at appellere til muslimske vælgere. Men det er også rimeligt at interessere sig for, hvor konsekvent politikeren forsvarer sine værdier over for netop de miljøer, hun ønsker at nå.
Under valgkampen opstod der faktisk en debat om den meget omfattende tilstedeværelse af Samira Nawas hijabplakater omkring blandt andet Islamisk Trossamfund i København, og dengang forsvarede Martin Lidegaard sin næstformand med, at ingen havde kæmpet hårdere mod homofobi i ekstreme miljøer end netop Samira Nawa.
Det er jo en interessant påstand i lyset af den aktuelle debat.
For hvis Samira Nawa faktisk har ført den kamp så konsekvent, som hendes partiformand hævder, burde det vel være verdens letteste sag for hende at tage klart afstand fra Abud Mustafas forestilling om et samfund, hvor homoseksualitet straffes med døden, og fra Afrahs hyldest til et islamistisk præstestyre, som har gjort undertrykkelsen af kvinder og seksuelle minoriteter til en del af sit magtapparat?
Hvorfor gør hun det så ikke?
Jeg skal ikke gøre mig klog på Samira Nawas egentlige motiver. Men når en politiker så tydeligt søger at appellere til muslimske vælgere, samtidig med at hun tilsyneladende undlader at forholde sig til nogle særdeles kontroversielle islamistiske holdninger blandt sine egne meddeltagere, er det altså nærliggende at stille spørgsmålet:
Er Samira Nawa bange for at støde nogle af de vælgere fra sig, som hun så ihærdigt forsøgte at appellere til under valgkampen?
Jeg ved det ikke, men jeg synes, at hun skylder offentligheden et svar.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at Radikale Venstres udlændingeordfører, Magnus Georg Jensen, faktisk har taget afstand fra Afrah og Abuds holdninger. Det er præcis den form for værdimæssig stillingtagen, der er behov for, men selv hans reaktion forekommer mig besynderlig, fordi han næsten synes lige så optaget af, at de ekstreme holdninger nu diskuteres offentligt, som af selve holdningerne.
Han skriver blandt andet:
“Samtidig er jeg også ked af, at de mange danske muslimer, der lever deres liv helt tilforladeligt, som bærer de danske værdier med sig, og som holder af Danmark, skal skæres over én kam med de her tossede mennesker.”
Det er jeg sådan set enig i. Selvfølgelig skal muslimer, der bakker op om vores demokratiske værdier, ikke identificeres med religiøse fundamentalister, men netop derfor er det da så vigtigt, at forskellen bliver tydelig!
Og hvem ville være mere oplagt til at markere den forskel end Samira Nawa? En fremtrædende muslimsk politiker, der ovenikøbet deltog i det pågældende program, og som selv har gjort mangfoldighed og tolerance til centrale elementer i sin politiske fortælling.
For mig handler denne debat imidlertid om langt mere end Samira Nawas manglende reaktion på et tv-program. Den handler om et grundlæggende problem ved den måde, dele af den progressive venstrefløj forholder sig til islamisk fundamentalisme på.
Man ønsker et samfund med stadig større religiøs og kulturel mangfoldighed, argumenterer for en lempeligere udlændingepolitik og større hensyntagen til religiøse forskelle, samtidig med at man ofte har travlt med at mistænkeliggøre dem, der påpeger, at visse islamiske normer er vanskelige at forene med et frit, liberalt demokrati.
Men hvad sker der så, når de værdikonflikter, man helst vil tale udenom, pludselig bliver demonstreret helt åbent? Når mennesker, som taler varmt om mangfoldighed og tolerance, samtidig giver udtryk for islamiske forestillinger, der står i direkte modsætning til den frihed og ligestilling, som vores samfund bygger på?
Så bliver det tilsyneladende mere bekvemt at tale om risikoen for generaliseringer end om det egentlige problem.
Jeg synes faktisk, det er prisværdigt, at Abud Mustafa i det mindste er blevet mere åben om sine islamiske samfundsidealer, for så kan vi diskutere dem på deres reelle præmisser. Det er langt mere problematisk, hvis islamistiske forestillinger om samfundets indretning kan glide ubemærket gennem den offentlige debat, blot fordi de ledsages af de rigtige socialliberale gloser.
Og det er her, at et begreb som islamogauchisme bliver relevant. Det betegner den politiske berøringsflade mellem dele af venstrefløjen og islamistiske miljøer, hvor fælles interesser og et fælles sprog om tolerance, minoritetsrettigheder og diskrimination risikerer at overskygge grundlæggende uenigheder om frihed, ligestilling og demokrati.
Jeg siger ikke, at Radikale Venstre deler islamisternes holdninger. Det tror jeg bestemt ikke, at partiet gør.
Men jeg mener, at partiets udlændingepolitiske naivitet og manglende vilje til konsekvent at konfrontere islamisk fundamentalisme risikerer at skabe bedre betingelser for netop de miljøer, som på afgørende punkter ikke deler vores demokratiske værdier.
Det er en fundamental politisk selvmodsigelse, når et parti på den ene side hylder det liberale demokrati og på den anden side fører en politik, som efter min opfattelse svækker forudsætningerne for at bevare det.
For et frit samfund forudsætter en fælles tilslutning til nogle grundlæggende frihedsrettigheder, som ingen religion, kultur eller ideologi kan sætte sig ud over. Derfor er det ikke nok at hylde mangfoldigheden i abstrakte vendinger, hvis man ikke samtidig tør sige fra over for de islamiske forestillinger, der truer den enkeltes frihed.
Samira Nawa har naturligvis ret til at føre valgkamp blandt alle de vælgergrupper, hun ønsker. Men hun må også acceptere, at vi interesserer os for, om hendes principper gælder lige så konsekvent, når de skal forsvares over for islamisk-konservative miljøer, som når de skal bruges til at kritisere den borgerlige fløj.
Så mit spørgsmål er egentlig ganske enkelt:
Samira Nawa: Tager du afstand fra Afrah al-Jabouris hyldest til det iranske præstestyre og fra Abud Mustafas islamiske samfundsideal, hvor homoseksualitet straffes med døden?
Og er du enig i, at religiøs fundamentalisme og islamistiske parallelsamfund udgør en reel trussel mod de liberale frihedsværdier, som du og dit parti hævder at værne om?
Jeg håber, at svaret er ja. For hvis Radikale Venstre virkelig vil forsvare det frie, liberale demokrati, må partiet også være villigt til at tage et opgør med de islamiske kræfter, som ikke deler dets grundlæggende værdier.
Også når det måske koster nogle stemmer.
#dkpol #dkmedier
🤖 Made with AI
Eva Gregersen retweeted
Det er lykkedes @BrannerSusanne fra @LGBTdanmark at skrive “muslimske miljøer” uden at skrive ordet “kristne” noget som helst andet sted i teksten.
Ja, det har krævet to shitstorms, tre jihadistiske terrorangreb og mulig defunding at nå hertil, men alligevel.
Det er historisk.
Eva Gregersen retweeted
MEN FREDERIK… HVAD MED FADERHUSET OG ANDRE KRISTNE SEKTER?
Se godt på de to nye bøger her ved siden af hinanden i en tilfældig boghandel.
Begge bøger rummer en grum fortælling om et offer i et radikalt religiøst fællesskab.
Begge ofre har oplevet vold og psykisk kontrol.
Begge ofre fortjener at blive hørt, og intet skal trækkes fra deres vidnesbyrd.
Der er bare en ret bemærkelsesværdig forskel.
Prøv at se på bøgernes forskellige forsider:
Noah viser sit ansigt frem. Aisha gør ikke.
Når jeg tit får at vide, at Aishas slavehistorie lige så godt kunne have fundet sted i en grufuld kristen sekt i Danmark, tænker jeg altid på netop den forskel.
For selvom Noah er vokset op i en af de værste kristne sekter i Danmark, kan han vise sit ansigt og sit navn frem.
Han har betalt en meget høj pris for at have været omgivet af religiøse fanatikere – men han er ikke i fare for at blive slået ihjel.
Mange i Danmark dulmer deres nerver, tvivl og dårlige stemning i debatten om islamisk-arabiske slaveliv ved at henvise til, at det jo også står galt til i kristne sekter.
De overser bare den vetoret, som sværdet repræsenterer.
Frygten for at blive slået ihjel slår alt. Sværdet rydder bordet.
Derfor er vi nødt til at være ærlige over for os selv og hinanden i denne debat.
Retten til at overleve på dansk jord må være den første og vigtigste rettighed. #dkpol
