Eva Gregersen

En gigantisk radikal stråmand Samira Nawa har skrevet denne kommentar til mit seneste opslag, hvor jeg spørger, hvorfor hun - som den eneste offentlige person, der deltog i Højskole-afsnittet om danskhed - fuldstændig har undladt at udtale sig om islamisterne, Afrah og Abud udtalelser og holdninger i den kæmpe store debat, der har kørt i kølvandet på afsnittet. Hun anklager mig for "insinuationer", og jeg kan se, at der er blevet sendt en radikal troldehær efter mig med de samme stråmænd og misvisende beskyldninger. Det er alligevel besynderligt for et parti, der slår sig op på ordentlighed og saglighed. På intet, absolut INTET, tidspunkt i opslaget tilnærmelsesvist antyder jeg, at Samira Nawa deler Afrah og Abuds holdninger. Det er slet ikke det, opslaget handler om - og det ved Samira og hendes partikollegaer godt. Jeg skriver bogstaveligt talt: "Jeg siger ikke, at Radikale Venstre deler islamisternes holdninger. Det tror jeg bestemt ikke, at partiet gør." Nej, jeg påpeger det besynderlige i, at Samira Nawa, som ofte deltager i integrationsdebatten og har ført kampagne for mere mangfoldighed og tolerance overfor muslimer, endda med en valgplakat med en hijab på, - og som vitterligt var en af deltagerne i tv-afsnittet med Afrah og Abud - som den eneste politiker fra dette program, ikke har været ude og tage afstand fra det. Nej, tværtimod lavede hun et opslag den 14. oktober, hvor hun italesatte, at kriminalitetsstatistikkerne i Europa faktisk ikke var særligt slemme som indspark i udlændingedebatten. Jeg kender ikke Samira personligt, men jeg har indtryk af, at hun er præcis den sympatiske socialliberalist, som hun giver indtryk af at være. Derfor er det her heller ikke et personangreb mod Samira - men nu var det jo ligesom Samira, Radikale havde valgt, skulle repræsentere dem som parti i højskoleafsnittet om danskhed, og derfor er det da helt oplagt, at jeg tager udgangspunkt i hendes tavshed til at rejse en principiel pointe om den radikale udlændingepolitik, som i mine øjne er dybt naiv. Jeg forsvarede faktisk Samira, da hun kort tid efter folketingsvalget blev anklaget for ikke at være dansker, fordi hun havde afghanske rødder. Det fandt jeg dybt forkert, og jeg fordømte denne usympatiske og moralsk forkerte delegitimering af hende som politiker. Jeg kunne aldrig finde på at sige, at Samira ikke er dansker, bare fordi vi er vidt uenige, og jeg synes, det er dybt forkasteligt, hvis politikere skal møde sådan nogle postulater pga. deres etniske ophav. Det burde også understrege, at jeg selvfølgelig heller ikke vil insinuere, at Samira har nogen holdninger, som hun selvfølgelig ikke har. Man kunne eksempelvis også bare læse mit opslag. Og ja, opslaget er langt - det er det, fordi jeg gerne vil være præcis i min analyse og kritik, og selvom den radikale folketingsgruppe åbenbart ikke har tålmodighed til at læse den igennem, er pointen ret klar: tør repræsentanter fra Radikale, der helt ublu har ført kampagne med appel til de muslimske minoritetssamfund i Danmark (Nawas plakater var placeret på Nørrebro) italesætte de store udfordringer der er med dybt reaktionære holdninger blandt islamister som eksempelvis Afrah og Abud, der på overfladen virker velintegerede, taler godt dansk og endda har adopteret Nawas flotte gloser om mangfoldighed? Det lader det ikke til. Og det er bemærkelsesværdigt - og det er helt legitimt at italesætte. Derfor er denne smædekampagne med misvisende forargelses-stråmænd fra Radikale Venstre som parti og flere af deres politikere, dybt forkastelig. Enten har de ikke gidet at læse mit opslag, før de kommenterede. Ellers også laver de bevidst forkerte stråmænd for at forsøge at delegitimere mig. Måske jeg har ramt en øm tå?

Tager Samira Nawa afstand fra Afrah og Abuds islamistiske holdninger? Jeg har efterhånden brugt en del tid på at gennemtrawle både landsdækkende medier og sociale medier for at finde svar på et spørgsmål, som jeg egentlig havde forventet, at Radikale Venstres næstformand, Samira Nawa, selv ville have besvaret for længst. Tager hun afstand fra de islamistiske og fundamentalistiske holdninger, som Afrah al-Jabouri og Abud Mustafa har givet udtryk for i og efter TV 2-programmet Højskolen? Jeg kan ikke finde noget egentligt svar nogen steder, og det undrer mig ganske betragteligt. For Samira Nawa var ikke bare en tilfældig seer. Hun deltog selv i programmet, hvor danskhed, integration og forholdet mellem islam og danske værdier var til diskussion. Det er tydeligvis et emne, der interesserer hende, og en debat, hun gerne vil være en offentlig stemme i. Men efterfølgende har hendes meddeltagere Afrah og Abud leveret et næsten skolebogsagtigt eksempel på nogle af de integrationsproblemer og værdikonflikter, som vi på den borgerlige fløj i årevis har forsøgt at råbe op om. Abud Mustafa har talt varmt om pluralisme, mangfoldighed og tolerance, men har samtidig haft overordentlig vanskeligt ved at forholde sig klart til nogle af de mest grundlæggende danske frihedsværdier. Senest har han i B.T.s podcast forklaret, at homoseksualitet ville blive straffet med døden i det islamiske idealsamfund, han forestiller sig. Afrah al-Jabouri har tidligere udtalt, at hun går ind for at straffe utroskab med piskeslag, og på sociale medier har hun hyldet det iranske præstestyre og den afdøde ayatollah Khamenei. Altså et af verdens mest brutale islamistiske regimer, som systematisk har undertrykt kvinder, homoseksuelle og politiske modstandere. Dertil kommer kontroversen om nogle TikTok-billeder, hvis ægthed hun bestrider. Uanset hvad man mener om sidstnævnte, er der rigeligt at forholde sig til i de øvrige udtalelser. Det er jo ikke mig, der har opfundet disse værdikonflikter. Det er de pågældende selv, der har gjort dem synlige. Og her er det værd at bemærke noget helt centralt: Afrah og Abud har i vid udstrækning forsøgt at formulere deres synspunkter med præcis de ord, som Radikale Venstre ynder at bruge. Mangfoldighed, tolerance, pluralisme og respekt for forskellighed. Problemet er bare, at de pæne ord ikke i sig selv fortæller os, hvilke værdier mennesker faktisk står for. Man kan sagtens tale varmt om tolerance og samtidig mene, at religiøse forskrifter skal sætte grænser for andre menneskers frihed, ligesom man kan hylde mangfoldigheden og samtidig tilslutte sig et religiøst samfundsideal, hvor homoseksualitet straffes med døden. Derfor er vi nødt til at interessere os for, hvad der gemmer sig bag ordene. Men hvad mener Samira Nawa egentlig om alt dette? En række andre deltagere har forholdt sig til programmet og det efterfølgende opgør. Geeti Amiri tog allerede under udsendelsen til genmæle over for Afrahs fremstilling af livet som muslimsk kvinde i Danmark, og selv regeringens ligestillingsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, har nu taget skarpt afstand fra Abud Mustafas udtalelser om homoseksualitet. Samira Nawa har derimod, så vidt jeg kan finde, ikke fundet anledning til at markere nogen tilsvarende afstand til de holdninger, der er kommet frem i kølvandet på udsendelsen. Hun har ganske vist oplyst til B.T., at hun forlod optagelserne før den omstridte konfrontation mellem Afrah og Pia Kjærsgaard. Men det ændrer jo ikke ved, at hun efterfølgende har kunnet se programmet og læse de mange afsløringer og udtalelser, som har fulgt. Og det er bestemt ikke, fordi Samira Nawa er forsvundet fra den offentlige debat i mellemtiden. Hun har blandt andet haft tid til at kommentere på integrationen i Europa, som hun mener går i den rigtige retning, og til at fejre, at hendes partiformand Martin Lidegaard blev frifundet i injuriesagen anlagt af Morten Messerschmidt. Men ikke, så vidt jeg kan se, til at forholde sig substantielt til de islamistiske holdninger, som har skabt så stor debat efter hendes egen deltagelse i Højskolen. Normalt er jeg bestemt ikke tilhænger af, at enhver dansk muslim skal afkræves en offentlig afstandtagen, hver eneste gang en anden muslim siger noget vanvittigt. Det ville være både urimeligt og meningsløst, for naturligvis skal mennesker ikke gøres kollektivt ansvarlige for andres holdninger på grund af deres religion. Men her er situationen altså en ganske anden. Vi taler om en fremtrædende politiker, der selv har deltaget i et program om forholdet mellem islam og danskhed, som ofte kritiserer den borgerlige fløj for at være for hård i udlændingepolitikken, og som ønsker en mere lempelig udlændingepolitik og et mere mangfoldigt Danmark. Og ikke mindst en politiker, der selv har gjort repræsentationen af muslimske danskere til en synlig del af sin politiske profil. Og så kommer vi til noget af det mest interessante: Samira Nawas valgplakater. Under folketingsvalgkampen lod hun blandt andet fremstille den plakat, som I kan se på billedet, hvor hendes ansigt er sat sammen med ansigtet af en kvinde iført muslimsk tørklæde, så de to tilsammen danner ét ansigt. Det er selvfølgelig ikke nogen tilfældighed, men et bevidst politisk budskab om identitet, religiøs mangfoldighed og tilhørsforhold. Der er naturligvis intet galt i, at en politiker ønsker at appellere til muslimske vælgere. Men det er også rimeligt at interessere sig for, hvor konsekvent politikeren forsvarer sine værdier over for netop de miljøer, hun ønsker at nå. Under valgkampen opstod der faktisk en debat om den meget omfattende tilstedeværelse af Samira Nawas hijabplakater omkring blandt andet Islamisk Trossamfund i København, og dengang forsvarede Martin Lidegaard sin næstformand med, at ingen havde kæmpet hårdere mod homofobi i ekstreme miljøer end netop Samira Nawa. Det er jo en interessant påstand i lyset af den aktuelle debat. For hvis Samira Nawa faktisk har ført den kamp så konsekvent, som hendes partiformand hævder, burde det vel være verdens letteste sag for hende at tage klart afstand fra Abud Mustafas forestilling om et samfund, hvor homoseksualitet straffes med døden, og fra Afrahs hyldest til et islamistisk præstestyre, som har gjort undertrykkelsen af kvinder og seksuelle minoriteter til en del af sit magtapparat? Hvorfor gør hun det så ikke? Jeg skal ikke gøre mig klog på Samira Nawas egentlige motiver. Men når en politiker så tydeligt søger at appellere til muslimske vælgere, samtidig med at hun tilsyneladende undlader at forholde sig til nogle særdeles kontroversielle islamistiske holdninger blandt sine egne meddeltagere, er det altså nærliggende at stille spørgsmålet: Er Samira Nawa bange for at støde nogle af de vælgere fra sig, som hun så ihærdigt forsøgte at appellere til under valgkampen? Jeg ved det ikke, men jeg synes, at hun skylder offentligheden et svar. Det er i øvrigt værd at bemærke, at Radikale Venstres udlændingeordfører, Magnus Georg Jensen, faktisk har taget afstand fra Afrah og Abuds holdninger. Det er præcis den form for værdimæssig stillingtagen, der er behov for, men selv hans reaktion forekommer mig besynderlig, fordi han næsten synes lige så optaget af, at de ekstreme holdninger nu diskuteres offentligt, som af selve holdningerne. Han skriver blandt andet: “Samtidig er jeg også ked af, at de mange danske muslimer, der lever deres liv helt tilforladeligt, som bærer de danske værdier med sig, og som holder af Danmark, skal skæres over én kam med de her tossede mennesker.” Det er jeg sådan set enig i. Selvfølgelig skal muslimer, der bakker op om vores demokratiske værdier, ikke identificeres med religiøse fundamentalister, men netop derfor er det da så vigtigt, at forskellen bliver tydelig! Og hvem ville være mere oplagt til at markere den forskel end Samira Nawa? En fremtrædende muslimsk politiker, der ovenikøbet deltog i det pågældende program, og som selv har gjort mangfoldighed og tolerance til centrale elementer i sin politiske fortælling. For mig handler denne debat imidlertid om langt mere end Samira Nawas manglende reaktion på et tv-program. Den handler om et grundlæggende problem ved den måde, dele af den progressive venstrefløj forholder sig til islamisk fundamentalisme på. Man ønsker et samfund med stadig større religiøs og kulturel mangfoldighed, argumenterer for en lempeligere udlændingepolitik og større hensyntagen til religiøse forskelle, samtidig med at man ofte har travlt med at mistænkeliggøre dem, der påpeger, at visse islamiske normer er vanskelige at forene med et frit, liberalt demokrati. Men hvad sker der så, når de værdikonflikter, man helst vil tale udenom, pludselig bliver demonstreret helt åbent? Når mennesker, som taler varmt om mangfoldighed og tolerance, samtidig giver udtryk for islamiske forestillinger, der står i direkte modsætning til den frihed og ligestilling, som vores samfund bygger på? Så bliver det tilsyneladende mere bekvemt at tale om risikoen for generaliseringer end om det egentlige problem. Jeg synes faktisk, det er prisværdigt, at Abud Mustafa i det mindste er blevet mere åben om sine islamiske samfundsidealer, for så kan vi diskutere dem på deres reelle præmisser. Det er langt mere problematisk, hvis islamistiske forestillinger om samfundets indretning kan glide ubemærket gennem den offentlige debat, blot fordi de ledsages af de rigtige socialliberale gloser. Og det er her, at et begreb som islamogauchisme bliver relevant. Det betegner den politiske berøringsflade mellem dele af venstrefløjen og islamistiske miljøer, hvor fælles interesser og et fælles sprog om tolerance, minoritetsrettigheder og diskrimination risikerer at overskygge grundlæggende uenigheder om frihed, ligestilling og demokrati. Jeg siger ikke, at Radikale Venstre deler islamisternes holdninger. Det tror jeg bestemt ikke, at partiet gør. Men jeg mener, at partiets udlændingepolitiske naivitet og manglende vilje til konsekvent at konfrontere islamisk fundamentalisme risikerer at skabe bedre betingelser for netop de miljøer, som på afgørende punkter ikke deler vores demokratiske værdier. Det er en fundamental politisk selvmodsigelse, når et parti på den ene side hylder det liberale demokrati og på den anden side fører en politik, som efter min opfattelse svækker forudsætningerne for at bevare det. For et frit samfund forudsætter en fælles tilslutning til nogle grundlæggende frihedsrettigheder, som ingen religion, kultur eller ideologi kan sætte sig ud over. Derfor er det ikke nok at hylde mangfoldigheden i abstrakte vendinger, hvis man ikke samtidig tør sige fra over for de islamiske forestillinger, der truer den enkeltes frihed. Samira Nawa har naturligvis ret til at føre valgkamp blandt alle de vælgergrupper, hun ønsker. Men hun må også acceptere, at vi interesserer os for, om hendes principper gælder lige så konsekvent, når de skal forsvares over for islamisk-konservative miljøer, som når de skal bruges til at kritisere den borgerlige fløj. Så mit spørgsmål er egentlig ganske enkelt: Samira Nawa: Tager du afstand fra Afrah al-Jabouris hyldest til det iranske præstestyre og fra Abud Mustafas islamiske samfundsideal, hvor homoseksualitet straffes med døden? Og er du enig i, at religiøs fundamentalisme og islamistiske parallelsamfund udgør en reel trussel mod de liberale frihedsværdier, som du og dit parti hævder at værne om? Jeg håber, at svaret er ja. For hvis Radikale Venstre virkelig vil forsvare det frie, liberale demokrati, må partiet også være villigt til at tage et opgør med de islamiske kræfter, som ikke deler dets grundlæggende værdier. Også når det måske koster nogle stemmer. #dkpol #dkmedier