Jan Eriksen

DET ER NOGET AF ET POLITISK MASKEFALD, VI ER VIDNER TIL I DANMARK! Det er fuldstændig grotesk at se, hvordan såkaldte borgerlige partiledere som Alex Vanopslagh, Mona Juul, Inger Støjberg og Troels Lund tilsyneladende glæder sig over venstrefløjens fremgang ved gårsdagens valg i USA. Og hvor er Morten Messerschmidt? Gemmer han sig? Jeg er borgerlig. Og det står jeg gerne ved! Jeg ønsker ikke, at socialismen, kommunismen, islamismen, fascismen, nazismen eller andre totalitære ideologier skal vinde frem. Hverken her i Danmark eller i udlandet. At se selvudnævnte blå og borgerlige politikere nærmest glæde sig over venstrefløjens fremgang fortæller en hel del om, hvor dyb den borgerlige krise efterhånden er blevet i Danmark. Måske er Borgernes Parti efterhånden det sidste reelt borgerlige parti tilbage i Folketinget? Og inden alle de politisk korrekte begynder at finde deres hylekort frem, så lad mig slå én ting fast. Jeg har gentagne gange været kritisk over for forskellige elementer af Trump-administrationens politik, når jeg har ment, at kritikken var berettiget. Og der har været en del at kritisere, fuldt ud berettiget. Men jeg tillader mig også at anerkende de positive tiltag, administrationen har gennemført. Eksempelvis den markant strammere grænsekontrol, hjemtagelse af produktion, kampen mod WOKE og kollektivismen etc. Og det er netop derfor, jeg undrer mig over, at danske partiledere, som kalder sig borgerlige, er mere optagede af at fejre et nederlag rettet mod en person - end af at forholde sig til den politik, der nu får større indflydelse på os alle. Når man som jeg har fulgt amerikansk politik tæt gennem de seneste 30 år, så er det næsten komisk at se, hvordan gårsdagens valg bliver fremstillet, som om vi er vidner til noget fuldstændig uhørt. Så tillad mig lige at tage de analytiske briller på et kort øjeblik. Lad os kigge på lidt fakta. For ved hele 20 ud af de 23 amerikanske midtvejsvalg fra 1934 til 2022 har den siddende præsidents parti mistet mandater i Repræsentanternes Hus. Det er altså sket ved næsten 87 procent af valgene! Og se så, hvor mange mandater tidligere præsidenters partier har mistet: 1994 – Clinton: 54 mandater. 2006 – Bush: 30 mandater. 2010 – Obama: 63 mandater. 2018 – Trump: 41 mandater. 2022 – Biden: 9 mandater. Og det bliver faktisk endnu mere interessant. Når vi taler Senatet er det over 55% af gangene. Ved hele 8 ud af de seneste 9 midtvejsvalg, hvis man medregner valget i går, har magten skiftet hænder i enten Repræsentanternes Hus, Senatet eller begge dele. Det svarer til næsten 90 procent! Så et magtskifte ved et midtvejsvalg er altså ikke en historisk sensation. Beklager at måtte skuffe folk. Det er snarere reglen end undtagelsen. Ved dette valgt har Demokraterne har vundet flertallet i begge Kongressens kamre. Det er et nederlag for Republikanerne. Sådan er valg. Nogle vinder, og andre taber. Det er og bliver et nulsumsspil. Men selv om alle mandater endnu ikke er endeligt afgjort, peger de foreløbige opgørelser og de valgmodeller jeg kigger på, at Republikanernes tab i Repræsentanternes Hus vil blive betydeligt mindre end de 63 mandater, Obama mistede i 2010, og de 54 mandater, Clinton mistede i 1994. Måske ender Trump endda med at miste færre mandater, end han selv gjorde i 2018! Det ændrer ikke på, at Republikanerne har lidt et alvorligt nederlag. Ikke mindst i Senatet, hvor Demokraterne har erobret syv republikanske mandater. Også i Stater man normalt ikke ser. Men det er altid klogt at huske det historisk perspektiv. Folk læser i dag politik meget kortsigtet. Clinton blev genvalgt i 1996, og Obama blev genvalgt i 2012, på trods af deres store midtvejsnederlag. Det bliver Trump ikke, da dette netop er hans anden periode. Faktisk har man historisk i nyere tid set eksempler på at en “Lame-duck” præsident stiger i popularitet de sidste 2 år af et embede, der ikke kan forlænges. Clinton havde kun 46% opbakning ved midtvejsvalget i 1994, men sluttede sin præsidentperiode med hele 66%. Obama lå på omkring 40% ved midtvejsvalget i 2014, men sluttede i 2017 med 59%. Og Reagan lå på omkring 43 ved midtvejsvalget i 1982, men forlod Det Hvide Hus med 63 procents opbakning. Så selv en præsident, der oplever store nederlag og lav popularitet undervejs, kan altså genvinde en betydelig del af befolkningens tillid. Om tilsvarende sker for denne administration er jo ren spekulation og det må tiden vise om det blive tilfældet igen. Den analytiske konklusion er derfor klar, selvom mange ikke ønsker at forholde sig til data. Et midtvejsvalg er ikke nødvendigvis den endelige dom over det næste præsidentvalg til et parti, eller noget endegyldigt svar på hvorledes den amerikanske befolkning ender med at bedømme en administrations periode. MEN REPUBLIKANERNE BÆRER OGSÅ SELV ET ANSVAR! For selv om historien viser, at midtvejsnederlag er ganske almindelige, så fritager det naturligvis ikke Republikanerne og Trump-administrationen for kritik. Sådan er det når man taber et valg. De har haft kontrollen over både Det Hvide Hus og Kongressen siden januar 2025. Og har de brugt den mulighed godt nok? De har eksempelvis ikke formået at få SAVE America Act endeligt gennemført, selv om lovforslaget har været en vigtig del af deres politiske dagsorden. De har brugt enorme politiske ressourcer og økonomi på udenrigspolitik og konflikter uden for USA. Og imens har mange almindelige amerikanere fortsat oplevet, at deres privatøkonomi er presset. For hvad var en af de helt afgørende årsager til, at amerikanerne valgte Trump i 2024? Netop utilfredsheden med inflationen, de høje priser, for megen fokus på udlandet og deres egen privatøkonomi! Trump gik til valg på at forbedre almindelige amerikaneres økonomi og gøre det billigere at være amerikaner. Vælgerne gav ham præsidentposten og Republikanerne flertallet i begge Kongressens kamre. Men knap to år senere står mange amerikanere stadig med en presset privatøkonomi. Og tallene taler faktisk deres eget tydelige sprog. I en Reuters/Ipsos-måling umiddelbart inden valget pegede hele 48 procent af de registrerede vælgere på leveomkostninger som det vigtigste spørgsmål for deres stemme. Kun 13 procent pegede på immigration. For den forventer de fortsat at Trump vil have styr på de næste 2 år. Og næsten halvdelen af de adspurgte amerikanere mente, at deres privatøkonomi var blevet dårligere, siden Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus. Så måske har Republikanerne ganske enkelt selv været med til at så frøene til deres nederlag. De fik magten på baggrund af vælgernes ønske om økonomisk forandring, men har efter min vurdering brugt for meget politisk energi på andre dagsordener. Dermed ikke sagt, at de intet har leveret. Det vil være en fejlanalyse. På grænsekontrol og ulovlig indvandring har der været markante forandringer. Og de har også gennemført økonomiske reformer. Nogle mere succesfulde end andre, og nogle hvor man først ser gevinsterne senere. Og de vil ikke være det første parti til at glemme, at en politisk sejr ved et valg er ikke en blankocheck til at glemme, hvorfor vælgerne gav én magten. For almindelige mennesker lever ikke af politiske taler, internationale topmøder og udenrigspolitiske ambitioner. De lever af deres løn. De betaler deres regninger. De handler ind til deres familier. Og de vurderer naturligvis deres politikere på, om deres egen hverdag er blevet bedre. Vælgerne giver ikke politikerne magten for politikernes skyld. De giver dem magten for at få løst de problemer, der betyder noget i deres eget liv. Det er en lære, som Republikanerne nu bør tage alvorligt. Og som danske politikere i øvrigt også kunne have godt af at huske! MEN NOK AF ANALYSE. BEKLAGER DET BLEV LIDT LANGT. MEN JEG ER LIDT EN NØRD. TILBAGE TIL DET, DER EGENTLIG BEKYMRER MIG HERHJEMME. Nemlig den politiske tilstand i Danmark. Min opgave, mit ansvar og min loyalitet ligger hos Danmark og det danske folk. Det er altid med det udgangspunkt, jeg som folkevalgt vurderer den politiske udvikling i andre lande. Og derfor bekymrer det mig, når danske partiledere, der kalder sig borgerlige, tilsyneladende er mere optagede af at fejre et nederlag til Republikanerne end af at forholde sig til, hvilke politiske kræfter der dermed nu får større indflydelse. For man kan altså sagtens være kritisk over for Trump-administrationen uden samtidig at skulle juble over venstrefløjens fremgang. Det er som om folk glemmer, at en siddende præsident bestemmer over udenrigspolitikken i høj grad, hvor kongressen er indenrigspolitisk. Det burde da være fuldstændig indlysende for enhver borgerlig politiker! Men måske er det netop her, vi ser problemet med dansk borgerlighed i dag. Alt for mange har gjort deres personlige sympati eller antipati over for bestemte politikere vigtigere end de principper, de hævder at repræsentere. Flertallet af danskere hader Trump. Politikere tænker: Jeg får sympati, hvis jeg også hader Trump, og så stemmer de nok på mig. Og så undgår jeg de politiske korrektes evindelige kollektivistiske fordømmelse og “guilt by association “. Men jeg gider simpelthen ikke spille det spil. Jeg kommer ikke til at opgive mine borgerlige værdier og kæmpe mod totalitære ideologier, hvor jeg ser dem. Om det er islamisme, nazisme, socialisme eller facisme. Jeg kommer heller aldrig til at være fan af nogen politiker. Om de så hedder Trump, Clinton eller Obama. Og hvis du ikke kan læse det her uden straks at ty til de klassiske intetsigende floskler som trumpist, putinist og meget andet, og ikke magter en saglig samtale, så scroll bare videre :-) Vælgerne giver ikke politikerne magten for politikernes skyld. De giver dem magten for at få løst de problemer, der betyder noget i deres eget liv. Så jeg kommer ikke til at juble over socialistiske eller islamistiske idéers fremgang, uanset hvor i verden det sker, som man ser partier som Liberal Alliance, Venstre, Danmarks Demokraterne og Konservative nærmest gøre. Danmark har brug for en reel borgerlig opposition. Og selvom det lige nu er et ensomt sted, så står jeg der hellere alene - end at falde i den socialdemokratiske og socialistiske gryde. Der er ikke meget borgerligt tilbage hos de andre blå partier end fortærskede floskler på de sociale medier. Både Danmark og Europa står med massive eksistentielle udfordringer, som er i fuld gang med at erodere os indefra. En alliance mellem socialister og islamister, som vi også ser i USA, er også i fuld gang her. Den kommer til at betyde undergangen for vores frie samfund. Og vi har kort tid til at reagere, før det er for sent. At glæde sig over socialismens og islamismens fremgang i USA er dumt, kortsigtet egoistisk og selvudslettende, og det er grotesk at se selvudnævnte blå og borgerlige partier og deres ledere gøre dette. Lars Boje Mathiesen #dkpol #dkmedier